Det er først og fremmest dybt ironisk at anklage os for overbudspolitik, dagen efter vi har anvist konkret finansiering til vores plan på JP’s egen Erhvervs-forside.

Læs JP’s kritik af FH-forslag: Overbudspolitik klæder ikke FH (jp.dk)

Når vi fremlægger en gennemarbejdet, samlet økonomisk plan, så er det netop for at tage økonomisk ansvar.

Hvor var JP’s leder, da DI lancerede sin seneste 2030-plan? Hvor var overbudsretorikken?

Lizette Risgaard

JP’s kritik af vores finanspolitiske målsætning beror på en grundlæggende misforståelse.

Når vi siger, at vi skal sigte efter et strukturelt underskud på -½ pct. i 2030, så svarer det til at følge det spor, dansk økonomi har kørt på under både den nuværende og forrige regering.

Det er et ansvarligt spor, som indebærer sunde offentlige finanser, hvilket overvismanden blåstempler i JP’s egen artikel.

Man må forstå, at JP aldrig vil tillade et underskud på de offentlige finanser.

Det er et legitimt synspunkt, men i så fald er JP også uenig med DI, der sigter tilsvarende efter et strukturelt underskud i 2030. Hvor var JP’s leder, da DI lancerede sin seneste 2030-plan?

Hvor var overbudsretorikken?

JP vil spille finanspolitisk helt

Hvis JP vil spille finanspolitisk helt, så skylder avisen i det mindste at pege på, hvordan vi skal stramme op på de offentlige finanser frem mod 2030.

Det ville være polemisk at foreslå en beskæring af mediestøtten, så det vil jeg undlade. Det er tilsyneladende alle andre end JP, der ikke leverer valuta for skattekronerne.

JP slynger om sig med kritik af den offentlige sektor uden at forholde sig til det faktum, at vi ser ind i en periode med markant flere børn og ældre. En udfordring, der er helt reel for de mange ansatte på daginstitutioner, skoler, hospitaler og plejehjem, der hver dag slider for at holde hjulene i gang.

Usaglig og polemisk kritik

Avisen påstår, at vi ”bevidstløst (vil) hælde endnu flere penge i den offentlige sektor uden reelt at få noget til gengæld”. Intet kunne være længere fra virkeligheden. Virkeligheden er jo, at når antallet at børn og ældre stiger, ja så vokser udgifterne for at opretholde den velfærd vi har i dag.

JP bekender med sin leder tydelig politisk kulør, hvilket er helt ok. Det er fint, at vi har en diskussion om kursen frem mod 2030. Men når kritikken hviler på fagøkonomiske misforståelser, så er det at holde læserne for nar.

Avisen skylder både os og læserne at sætte sig ind i tingene, før man svinger sig op på den høje hest. Jeg kan godt tage kritik, men avisens kritik er usaglig og polemisk.

Lizette RISGAARD

Avisen skylder både os og læserne at sætte sig ind i tingene, før man svinger sig op på den høje hest. Jeg kan godt tage kritik, men avisens kritik er usaglig og polemisk.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 07.07.21

Fair vækst og flere gode job

FH’s økonomiske 2030-plan – Juni 2021

DOWNLOAD