Arbejdsløse seniorer er superflittige til at søge nye job, men den intensive jobjagt viser sig ofte at være lang, træls og forgæves.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har gennemført for Fagbevægelsens Hovedorganisation, i september 2019.

Det er tydeligt, at seniorerne er mere interesseret i arbejdsmarkedet end omvendt

Ejner K. Holst

Arbejdsløse i alderen 55 – 64 år søger ifølge undersøgelsen langt oftere job end yngre arbejdsløse. Godt syv ud af ti arbejdsløse seniorer – 72 procent – erklærer i undersøgelsen, at de i gennemsnit søger over otte job om måneden.

For arbejdsløse under 50 år er det kun cirka hver anden, der sender over otte jobansøgninger om måneden.

På trods af, at arbejdsløse seniorer er på en mere intensiv jobjagt end yngre arbejdsløse, har de langt sværere ved igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hele 82 procent af de arbejdsløse seniorer svarer i Epinions undersøgelse, at det er svært at finde job, mens det samme gælder for kun 64 procent af de 30 – 49-årige.

Kæmpe arbejdskraftreserve

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Ejner K. Holst kalder det sørgeligt, at en arbejdsløs med en fødselsattest fra slutningen af 1950’erne eller begyndelsen af 1960’erne kun i ringe grad får en chance hos arbejdsgiverne.

”Det er tydeligt, at seniorerne er mere interesseret i arbejdsmarkedet end omvendt,”, konstaterer Ejner K. Holst.

”Det er hult, når vi taler om stigende pensionsalder, flere gode år på arbejdsmarkedet og mangel på arbejdskraft, at man ikke bruger den kæmpe arbejdskraftreserve, som seniorerne er,” fastslår han.

Tal fra jobindsats.dk bekræfter, at det er markant sværere for ældre end for yngre arbejdsløse at få nyt job. Således var knap seks ud af ti ledige mellem 40 – 49 år sidste år i beskæftigelse igen et år efter, at de var meldt arbejdsløse, mens det for ledige over 60 år ikke en gang var fire ud af ti.

Det er mig en gåde, hvorfor arbejdsgiverne ikke kan se, at seniorerne har masser af erfaring og stabilitet

Ejner K. Holst, næstformand FH

Seniortænketank på trapperne med anbefalinger

Seniortænketanken, der blev nedsat af den tidligere regering i foråret 2019, er på trapperne med deres anbefalinger til at sikre, at flere ældre lønmodtagere bliver længere på arbejdsmarkedet.

Den nye undersøgelse understreger ifølge Ejner K. Holst, at der i høj grad er brug for, at Seniortænketanken kommer med konkrete anbefalinger, som både Christiansborg og arbejdsgiverne bakker op om.

”Vi ser frem til at høre Seniortænketankens bud på, hvordan flere ældre kan blive længere på arbejdsmarkedet. Forudsætningen for at have et langt arbejdsliv er, at man har haft et godt arbejdsliv, så man også fortsat kan arbejde. Derfor håber vi, at tænketankens anbefalinger i høj grad sætter fokus på arbejdsmiljø, fleksibilitet og rummelighed,” siger Ejner K. Holst,

Arbejdsgiverne har stort ansvar

Næstformanden fremhæver også, at arbejdsgiverne har et stort ansvar for at få øjnene op for alle gevinsterne ved at fastholde seniorerne på arbejdsmarkedet.

”Det er uforståeligt, at arbejdsgiverne ikke i højere grad spørger seniorerne, hvad der skal til for, at de har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. Spørg dog seniorerne, hvilke rammer der skal til for, at de gerne vil blive. Spørg, lyt og lær af seniorerne,” lyder appellen. 

Der skal ifølge Ejner K. Holst en kulturændring til ude på den enkelte arbejdsplads, så en ansøgning om nyt job fra en ældre arbejdsløs bliver nærlæst i samme grad som en yngre ansøgers.

”Det er mig en gåde, hvorfor arbejdsgiverne ikke kan se, at seniorerne har masser af erfaring og stabilitet. Det er en fortærsket kliche at sige, at virksomhederne kaster gråt guld på gaden, men ikke desto mindre skal det gentages igen og igen, indtil seniorerne er lige så eftertragtet arbejdskraft som alle andre aldersgrupper,” siger han.