Den økonomiske udvikling skal styres, så man kan fastholde væksten og konjunkturopsvinget og undgå for store udsving i de velfærdstilbud, befolkningen skal have i et rigt, udviklet samfund som det danske. Måden, man styrer økonomien på, skal imidlertid også udvikles, så den aktivt understøtter formålet om et trygt samfund med velfærd og styr på økonomien
Med budgetloven blev det lovfastsat, at kravet til budgetbalancen kun er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mål, der er fastsat i den EU’s Stabilitets- og vækstpagt. På den måde kan man opfylde EU’s krav til den offentlige økonomi baseret på dansk økonomis styrke. Politikerne stoppede imidlertid ikke dér. De danske politikere tilføjede som en selvpåført smerte, at det strukturelle underskud maximalt må være på 0,5 pct. af BNP. Altså en ekstra – særlig dansk – begrænsning.
Budgetlovens krav om max 0,5 pct. i strukturelt underskud er et udtryk for dansk økonomis styrke i 2011, hvor loven blev vedtaget. Kravet afspejlede, at EU på det tidspunkt krævede, at det danske underskud max måtte være på 0,5 pct. af BNP.

Sidenhen er kravene fra EU lempet, fordi EU-kommissionen vurderer, at dansk økonomi nu er så stærk, at den sagtens kan bære et strukturelt underskud på 1,0 pct. af BNP, selvom der måtte komme et økonomisk chok. Den store ros til dansk økonomi er slet ikke afspejlet i budgetloven. Som Finansministeriet har udtrykt det, ønsker man ”at være mere ambitiøs end EU i forhold til kravet om underskud”. Så mens EU nuancerer kravene til dansk økonomi efter virkeligheden, fastholder den danske regeringen en strammer-politik, der afspejler dansk økonomi i 2011, hvor krisen stadig nev.
De danske politikeres mere ambitiøse krav lægger en unødig begrænsning på det offentlige forbrug. Det er et frivilligt politisk valg i Danmark og ikke en økonomisk nødvendighed begrundet i at sikre sunde offentlige finanser.
Det kan lyde som ren teknik, men konsekvenserne er store, fordi man dermed begrænser muligheden for at bruge den offentlige sektor aktivt i økonomiske nedgangstider. Ligeledes begrænser man aktivt muligheden for at bruge det offentlige forbrug til at investere rettidigt i fremtidsrettede indsatser som fx investeringer i uddannelse, klima, tidlig indsats for socialt udsatte børn, forskning i nye løsninger osv.
Det er blot nogle få eksempler på områder, der kan være med til at sikre Danmark en plads i front i en globaliseret verden, hvor innovations- og konkurrencekraft og sammenhængskraft i samfundet er afgørende. Både indadtil og udadtil har vi behov for, at den danske arbejdsstyrke hele tiden er opkvalificeret, og at offentlige velfærdstilbud matcher de demografiske behov og velstandsudviklingen i samfundet.