Man kan få mange mennesker med sig og nå brede resultater for organisationen, hvis man arbejder involverende som politiker. Det er essentielt, ikke mindst i fagbevægelsen. Og i Danmark er der allerede en god tradition for at lytte til hinanden og skabe konstruktive dialoger, fortæller Sascha Faxe, da FTF taler med hende om fremtiden for involverende processer.

Involvering er et af de nyere modefænomener, men et af de mere holdbare og brugbare af slagsen. Også selvom involvering kræver ressourcer og ændringer på både det personlige og strukturelle plan, hvis resultaterne skal være langtidsholdbare.
Fagbevægelsen er fællesskabets stemme
Sascha Faxe har i mange år arbejdet med involverende processer bl.a. som politikudviklingschef i partiet Alternativet, og hun ser involvering som en afgørende faktor i fagbevægelsen:
”Det er grundlæggende for fagbevægelsen, at medlemmerne er fagbevægelsen. Det vil sige, at man mister konktakten med det, man er, hvis man ikke har den der involvering af og lytten til medlemmerne. Der skal selvfølgelig stadig være ledelse, men for mig at se er det simpelthen grundtanken med fagbevægelsen at være stemme for dem, der ikke har en stemme i hverdagen. Fagbevægelsen er stemmen for fællesskabet, og det at være politisk leder i fagbevægelsen er at give en stemme til fællesskabet. Det kræver involvering.”
For fagbevægelsen er den involverende tilgang altså ikke bare et bare en ny trend men vejen frem, når identiteten skal bevares.
Involvering skaber holdbare løsninger
Når man arbejder involverende som politiker, er det en klar fordel, at man når resultater, der er mere gennemdiskuterede og velfunderede, fortæller Sascha Faxe:
”Noget af styrken er, at man får skabt en stemme for alle. Det giver medejerskab og øget holdbarhed. Der sker også det pudsige, når man når dertil, at man faktisk bliver leder for alle, og ikke kun dem, der er enige med en selv, netop fordi man lytter hele vejen rundt. Selvfølgelig skal man ikke opgive sine egne værdier, som man er stemt ind på. Men man kan jo nemt have et stort mindretal imod sig. De er altså også en del af dem, man skal lede. Dem er man også nødt til at skabe noget for, ellers bliver det en kamp, og det er ikke det, det involverende står for.”
Med sin erfaring ved hun også, at involvering ikke nødvendigvis er en let opgave. Det kræver både tid og vilje:
"Ulempen er, at det er svært at omstille sig til den måde at gøre det på. Og der er nogle strukturer i fagbevægelsen, som ikke nødvendigvis passer til denne måde at arbejde på. Det kan man ikke løse på én gang, men man kan starte i det små. Og så er der den anden ulempe, at det ofte tager tid. Det er jo nemmere, hvis man selv kan tage en beslutning frem for at lytte til 15.000 medlemmer. Så tager det måske lige pludselig mange måneder at nå en beslutning.”
Der er altså ikke en genvej til de gode løsninger, men til gengæld vil indsatsen med al sandsynlighed give et mere omfattende udbytte. Og så understreger hun også, at involvering ikke må forveksles med konsensus:
”Ledere skal ikke bare være facilitatorer, de skal også kunne tage en beslutning. Men hvor længe skal jeg lytte, og hvornår skal jeg beslutte – det er en svær balancegang. Først åbner du feltet, så tager du en beslutning, og så følger du op med handling. Og har man så ud af sine 15.000 medlemmer 120, som bare er imod, må de ikke tage resten som gidsler. Man vil ikke blandt 15.000 mennesker kunne opnå fuld konsensus.”

Egoet ud af centrum
Også på det mere personlige plan kræver involvering ofre:
”Det kan være kompliceret at finde balancen mellem individ og fællesskab i det her. Man skal være villig til at tilsidesætte sit eget ego uden at opgive de værdier, man står for. Det er en benhård disciplin. Men hvis man når derhen, er det et frit sted at stå, fordi så handler det ikke om mig men om fællesskabet. Det kan man kun, hvis man opgiver helst at ville fremstå som den stærke leder med svar på alt”, pointerer Sascha Faxe.
Hun omtaler også det grænseoverskridende i at skulle stille spørgsmål, man ikke kender svaret på, og som man ikke kender retningen for eller nødvendigvis har lyst til at handle på.
Ud i virkeligheden
Med sine mange erfaringer inden for involverende processer har Sascha Faxe set metoderne virke i praksis. Fx har hun været i kontakt med formanden for Aalborg Lærerforening, der er frikøbt. Han sætter sig nogle dage ud på skolerne for at arbejde, der hvor tingene sker, og for at bruge de involverende metoder. Hun ser samme tendens flere steder:
”Jeg tror på, at det her er vejen frem, og jeg har set, hvad det kan gøre. Jeg har jo set, hvor langsomt det kan være, men også hvor meget man kan skabe. Min opfattelse er, at man som politisk leder kommer til at stå stærkere, når man arbejder involverende, også selvom man i en periode vil føle sig udsat.”