Valgkampen er i fuld gang. Alle kandidater til byråd og regionsbestyrelser har en holdning til den offentlige sektor. De fleste politikere mener, at vælgerne skal have mere – hvordan det så skal ske, er der mange svar på. Ikke alle er lige indlysende.
Efter valget kommer ressourcediskussionen. Vi har været der mange gange før, og vi er der faktisk også nu, hvor regeringen arbejder på sin Sammenhængsreform. Hvordan skal vi få råd til velfærden? Med grønthøsteren, der med bevidstløse effektiviseringskrav snarere udhuler velfærden frem for at skabe den? Eller gennem reformer for mere kvalitet, mere tillid, eller mere sammenhæng? Reformer, der ofte taber pusten i mødet med virkeligheden.
Jeg har mener, at vi har brug for et forpligtende partnerskab understøtter udvikling og nytænkning på tværs af den offentlige sektor, og som anerkender at der ikke findes én løsning. For virkeligheden er ikke den samme i Brønderslev som i Ballerup. En børnehave i Gentofte og en intensiv hospitalsafdeling i Odense har ikke brug for de samme værktøjer til styring og ledelse. 
I stedet for at tro, at man kan regne den ud fra centralt hold på Christiansborg, skal vi skabe rammerne for, at politikere, ledere og medarbejdere sammen med borgerne lokalt finder ud af, hvordan den offentlige service bedst udvikles og tilpasses de lokale behov.
Derfor har vi brug for et partnerskab, hvor vi går sammen om et fælles mål om at udvikle den offentlige sektor, så den er rustet til at møde de udfordringer, som fremtiden bringer. Et partnerskab, hvor vi står sammen om at møde de konkrete udfordringer og i fællesskab finder bæredygtige løsninger, der er forankret i borgernes behov og i fagligheden hos de ledere og medarbejdere, der i dag begrænses af for meget bureaukrati.
I sådan et partnerskab skal vi forpligte hinanden til at arbejde sammen og til at skabe mere velfærd for pengene – også når vi synes pengene er for få. Det partnerskab, vi har brug for, skal bygge på DNA’et i den danske model, hvor vi finder fælles løsninger, der holder. Partnerskabet skal være en ramme, hvor vi holder hinanden fast på den lange bane – vel vidende at vi kan ikke løse velfærdsopgaven hver for sig.
Jeg forestiller mig, at vi samles om et nationalt partnerskab, som udstikker retningen og værdierne for, hvordan vi vil understøtte udviklingen i den offentlige sektor og med en opfordring til, at man decentralt og lokalt indgår tilsvarende partnerskaber.
De lokale partnerskaber skal tage højde for de lokale drømme og ambitioner, som man fx har gjort med den partnerskabsaftale, som man har indgået i Silkeborg Kommune. Her har MED-strukturen fået en turbo på i form af ‘sværme’, hvor medarbejdere og andre er med til at kvalificere nye konkrete tiltag. De lokaler aftale bygger på de samme principper som det nationale partnerskab, men afspejler de lokale udfordringer, de lokale mål og ambitioner for den offentlige sektor.
Og lad så partnerskabstanken være vores fælles afsæt til mere regelforenkling, færre centrale styringsredskaber og rum til mere lokalt forankret ledelse og plads til faglighed i opgaveløsningen. Lad os udnytte, at vi har et velfungerende MED-system, som kan komme til at spille en mere strategisk rolle gennem lokale partnerskaber.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi på de måde vil opleve, at borgerne får bedre faglige løsninger, at politikere og topledere vil opleve at få mere for pengene, ligesom de ansatte får en gevinst i et bedre arbejdsliv med mere plads til at udfolde deres faglighed.
Derfor har jeg også sendt forslaget om et partnerskab af sted til de af Sophie Løhdes folk, der arbejder med Ledelseskommissionen og Sammenhængsreformen. For uden et forpligtende partnerskab løber ellers gode initiativer hurtigt ud i sandet.