Af journalist Lasse Ægidius Qvist
Ergoterapeutforeningen er et af de FTF-forbund, der giver ledige, nyuddannede mulighed for at deltage i en traineeordning i en virksomhed. Traineeforløbene etableres i tæt samarbejde med Din Sundhedsfaglige a-kasse (DSA).
For mange af de ledige dimittender fører traineeforløbene til et job – Ina Meyerdierks er én af dem. Hun dimitterede som ergoterapeut fra University College Sjælland i Næstved i februar 2012. Ikke længe efter fødte hun en dreng, og gik derfor på barsel for at passe den lille ny. I juni 2013 var hun igen klar til arbejdsmarkedet, men oplevede, at det var svært at finde et arbejde.
 
"For det første var der ikke så mange stillinger at søge. Og da jeg jo havde taget barsel, lige efter jeg blev uddannet, havde jeg ikke noget erfaring. Så jeg blev ikke kaldt til nogen samtaler. Det er bare nemmere at skrive ansøgninger, når man har noget bagage og erfaring", siger Ina Meyerdierks.
Det blev til sidst for meget, og hun tog derfor til møde om fremtiden i sin a-kasse. Her stiftede hun bekendtskab med FTF’s trainee-forløb.

Praktik og løntilskud gav pote
På opfordring fra a-kassen tog Ina Meyerdierks kontakt til regionsformand i Ergoterapeutforeningens Region Øst, Åse Munch Mortensen, for at tale om mulighederne for et trainee-forløb.
"Åse var sød og hjælpsom, og inviterede mig med til et infomøde om forløbet. Derefter mailede vi en del sammen frem og tilbage om logistikken og hvilke ønsker, jeg havde til kurset og praktikken", fortæller Ina Meyerdierks.
Valget faldt til sidst på et plejecenter i Roskilde, hvor Åse Munch Mortensen havde nogle kontakter. Så Ina Meyerdierks skrev en uopfordret ansøgning om praktik, som hun fik sendt afsted.
"Jeg blev kaldt til samtale ret hurtigt efter, og 1. september 2013 startede jeg i et to-måneders praktikforløb på stedet. Det blev så forlænget til en seksmåneders stilling med løntilskud", siger Ina Meyerdierks.
Mens Ina Meyerdierks var i job med løntilskud, søgte hun faste stillinger. Og med en måned tilbage af forløbet fik Ina Meyerdierks arbejde som hverdagsrehabiliteringsterapeut i Slagelse Kommune. Hun er sidenhen skiftet til en tilsvarende stilling i Lejre, som er tættere på hendes hjem.
AMPS gjorde udslaget
Foruden praktik og løntilskud får man som deltager på traineeforløbet også tilbud om opkvalificering. Ina Meyerdierks valgte, at hun ville AMPS-kalibreres. AMPS står for ‘Assesment of Motor and Process Skills’ og er et værktøj, man bruger til at vurdere kvaliteten af en borgers hverdagsaktiviteter.

"Det er jo fedt at få sådan en mulighed, for det giver nogle kompetencer, der er meget eftertragtede i mange ergoterapeutstillinger. Derudover er det et værktøj, jeg bruger hver dag. Så det er jeg meget glad for", siger Ina Meyerdierks.
Og havde det ikke været for den opkvalificering, er det slet ikke sikkert, at Ina Meyerdierks havde fået jobbet som hverdagsrehabiliteringsterapeut i Slagelse.
"Jeg har efterfølgende fået at vide, at det var noget de lagde meget vægt på, da de ansatte mig", siger hun.
Vil læse videre
Ina Meyerdierks føler sig i dag heldig over, at hun fik muligheden for at komme i et traineeforløb gennem FTF. Var hun ikke ret hurtigt kommet i arbejde dengang, var hun begyndt at læse videre.
"Jeg er generelt et meget utålmodigt menneske, så det passede mig ikke godt at gå arbejdsløs. Men det passede heller ikke særligt godt at studere, for jeg har jo små børn, så det kunne knibe med at få enderne til at nå sammen", siger Ina Meyerdierks.