Kommissionens udgangspunkt for initiativet om en fornyet EU dagsorden om videregående uddannelse er positivt. FTF er enig i at understrege vigtigheden af at give de videregående uddannelser en høj prioritet. Det bør imidlertid understreges at den fornyede dagsorden skal ses i sammenhæng med andre initiativer indenfor relevante politikområder fx det sociale og beskæftigelsesmæssige. Der er en risiko for at udspillets uddannelsespolitiske intentioner bliver fragmenterede institutionelle tiltag.
Kommissionen forslår fokus på fire områder, der alle er relevante også i en dansk kontekst, herunder et styrket samarbejde om at udvikle valide metoder til at spore færdiguddannedes beskæftigelse og egen vurdering af relevansen af de opnåede kompetencer. Udveksling af best practice og gensidig inspiration om anvendelsen af såvel kvantitative som kvalitative metoder til sporing kan være værdifuldt til at udvikle den nationale praksis. En væsentlig udfordring er at gennemføre ”sporing” af færdiguddannede, hvor uddannelsen kan give beskæftigelse indenfor flere beskæftigelsesområder. Hvis der ikke tages højde herfor vil resultatet tegne et ufuldstændigt og skævt billede af beskæftigelsen. Det skal fortsat være op til national beslutning, hvordan resultaterne af samarbejdet skal anvendes. 
FTF er enig i at det er et vigtigt udviklingsområde for de videregående uddannelser at opnå et bedre samspil med den praksis som uddannelserne uddanner til. I forhold til de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser i Danmark bør styrkelse af kvaliteten i praktik og praksiselementerne i erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne have højere prioritet.
I forhold til den centrale rolle som de videregående uddannelsesinstitutioner skal spille i innovation og udvikling af ny viden skal de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsesinstitutionernes rolle mere i fokus i Kommissionens initiativ. De særlige muligheder og udfordringer, som denne del af den videregående uddannelsessektor har, bør vægtes mere i det fremtidige samarbejde.
Det er naturligvis vigtig for de videregående uddannelser at anvende de økonomiske midler effektivt men Kommissionen springer over hvor gærdet er lavest når man ikke klart melder ud at en høj prioritering af de videregående uddannelser kræver øget investering – og ikke besparelser, som det er tilfældet i Danmark. Uddannelse skal ikke ses som en udgift, men derimod som en helt afgørende investering for såvel vækst som social sammenhængskraft i samfundet. 
En fornyet dagsorden for de videregående uddannelser må også handle om styring. Fra dansk side bør vigtigheden af at sikre det professionelle råderum hos undervisere og lærere understreges. Det er centralt for at udvikle undervisning af høj kvalitet og relevans.