De nye ideer og løsninger står i kø hos mange af landets sygeplejersker, og med den fornødne tid og kompetencer vil de nye ideer og løsninger også komme ud over rampen og blive til gavn for patienten.
Det mener Jeanette Finderup, der er klinisk sygeplejespecialist, ph.d. ved Aarhus Universitet og formand for Dansk Sygeplejeselskabs dokumentationsråd.
En undersøgelse, som Dansk Sygeplejeselskabs dokumentationsråd har foretaget blandt 250 dokumentationskyndige sygeplejersker, viser, at ny teknologi og nye digitale løsninger kræver løbende oplæring og undervisning.
”At udvikle nye løsninger kræver uddannelse og tid. Det skal ske så praksisnært som muligt. Det handler om kontinuerlig efter- og videreuddannelse. Vi skal lære, hvordan vi bruger ny viden. Det er jo ikke bare at få en god ide, det kræver noget uddannelse og tid, som er en investering, der kan være svær at få råd til i et presset sundhedssystem,” siger Jeannette Finderup.

De gode løsninger udvikles i samarbejde med ansatte
Jeanette Finderup kan nævne flere gode eksempler på, hvorfor det er en god ide, at investere tid, penge og uddannelse, så de ansatte kan være med til at udvikle nye løsninger til gavn for patienter, borgere og samfund.
Et eksempel er en tolkeapp, som er udviklet i samarbejde med ingeniørstuderende og sygeplejersker. Sygeplejerskerne har bidraget med indholdet og testet app’en i praksis. Den blev udviklet efteråret 2015 og testet efteråret 2016.

”Den erstatter ikke en tolk, men anvendes i akutte situationer, hvor vi ikke har tid til at få en tolk ind. Vi kan på 12 forskellige sprog spørge patienten om vedkommende har ondt, og hvor vedkommende har ondt. Vi kan forklare, at patienten skal have en blodprøve, skal til røntgenundersøgelse mv. Man vælger sætningen på dansk, og hvorefter den vises på det valgte sprog, samt læses højt,” siger Jeannette Finderup.
”Både sygeplejersker og patienter er glade for app’en, så glade, at da testperioden var afsluttet, bad man om at få lov til at fortsætte med at bruge app’en. Nu kører vi videre på testmodellen, uden at der er lavet en rigtig forretningsmodel, men testen havde skabt et behov.”
Et andet eksempel, som Jeannette Finderup fremhæver, er, hvor en sygeplejerske har udviklet en metode til at to meget omkostningstunge behandlinger; plasmaferese, hvor plasma renses og hæmodialyse, hvor blodet renses, kobles sammen til en behandling, så det foregår på samme tid. Det sparer vigtigt tid for både patient og sygeplejerske og dermed sparer det ressourcer for samfundet.

I et tredje projekt, som Jeannette Finderup nævner, sidder klinikere, sygeplejersker, ledere, sundheds-, it-folk, udviklere og systemejerne (virksomheden) og sammen udvikler en ny funktionalitet i den elektroniske patientjournal kaldet problemorienteret dokumentation og som er en form for beslutningsstøtte.

Sundhedsplatformen opleves meget forskelligt
Meget dokumentation er i dag digital, men der er kæmpe forskel på, hvordan de enkelte sygehuse arbejder med ny teknologi og digitale løsninger, fortæller Jeannette Finderup.
”Der er succeshistorier, som vi sjældent hører om, og negative historier, som fylder mere i medierne”.
”Eksempelvis med den nye sundhedsplatform. Når man lytter til medarbejdere, som har været aktive deltagere i implementering af den nye Sundhedsplatform, så kunne en af forklaringerne på de problemer og den modstand, der er opstået, at personalet mange steder savner en kontinuerlig sidemandsoplæring, ikke kun de første 14 dage, hvor platformen tages i anvendelse, men også i månederne efter.”
”Dermed får personalet får mulighed for at udnytte teknologiens potentiale fuldt ud og ikke kun det mest basale. Flere medarbejdere fortæller om omfattende undervisning, inden platformen blev taget i brug, som de i nogen grad ønsker konverteret til praksis nærlæring efter implementering af platformen”, fortæller Jeanette Finderup.
”En om konvertering af ressourcer som formodes at være mere effektiv udnyttelse af ressourcer.”
”Problemet har blandt andet været, at undervisningen har været for fragmenteret, trukket væk fra praksis, samtidig med cases ikke er relevante og ikke er tilpasset de enkelte faggruppers virkelighed”.