77 lovændringer på ti år – den beskæftigelseslov, vi har i dag, kalder på en seriøs oprydning. Det mener KL, som i dag har lanceret et udspil til en forenklet og mere effektiv beskæftigelsesindsats.
Udspillet har været ventet som oplæg og inspiration til i et kommende regeringsudspil til forenkling, som er blevet annonceret i efteråret 2017.
KLs oplæg rummer flere af de synspunkter på en kommende forenkling, som FTF, LO og Akademikerne i sidste måned sendte til beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey kvitterer for KL’s udspil:
"Det er et seriøst udspil som også omfatter synspunkter, som vi har lagt afgørende vægt på i fagbevægelsen. Jeg er enig i, at beskæftigelseslovgivningen skal forenkles betydeligt for at gøre indsatsen mere effektiv. Vi har ikke brug for detailstyring af alt i kommunernes og a-kassernes indsats", siger hun.
Langt færre målgrupper
KL lægger op til at der kun skal være fem målgrupper, hvor der i dag findes 14 målgrupper og en lang række af undermålgrupper.
"Vi er enige i, at der skal ske en væsentlig forenkling af målgrupperne. Vi er tilfredse med, at KL lægger op til at forsikrede ledige fortsat skal være en målgruppe for sig. Dog mener vi, at sygedagpengemodtagere skal omfattes af en gruppe af ikke-jobparate. Det står ikke klart i KL’s udspil" siger FTF-formanden.
KL lægger også op til, at kontaktforløbene mellem jobcentre og borgere skal rammesættes i loven i stedet for den nuværende detailstyring. Det gælder også ift, om kontakten skal være personlig, telefonisk eller digital. Det omfattende kontaktforløb for forsikrede ledige de første seks måneder af ledighedsperioden ønsker KL også forenklet – men afventer evaluering heraf senere i 2017.
"Også når det gælder kontakt mellem jobcentre, a-kasser og borgere/medlemmer er vi enige med KL: det skal foregå mere fleksibelt med udgangspunkt i de behov, som de ledige og sygemeldte har. Vi har brug for at sætte rammer for samtalekonceptet og monitorere det, så vi kan se hvad der foregår, og hvordan det virker", siger Bente Sorgenfrey.
A-kasserne er en vigtig aktør
KL ønsker at videreføre de grundlæggende tilbud, som findes i loven i dag.
"Vi er tilfredse med, at KL har lyttet til os og anerkender, at virksomhedspraktik skal være fire uger for forsikrede ledige og otte uger for dimittender. Desuden bør jobrotation indgå med større vægt", siger Bente Sorgenfrey.
Hun mener desuden, at A-kasserne også bør være synlige i beskæftigelsesloven.
"A-kasserne mangler i KL’s oplæg. Jeg er sikker på, at KL er enig med os i, at a-kasserne er en vigtig aktør og samarbejdspartner og kan udføre afgørende opgaver i indsatsen", siger FTF’s formand.