De fire a-kasser på FTF-området – FTF-A, BUPL-A, Din Sundshedsfaglige A-kasse og Lærernes a-kasse – tilbyder i dag jobformidling. Arbejdsgiverne kan nemt og enkelt få den arbejdskraft, de akut har brug for – også inden for områder med mangel på arbejdskraft.
Det fremgår af en ny folder fra FTF. Folderen giver et samlet overblik over, hvordan de fire a-kasser bruger deres særlige kendskab til medlemmernes fag og brancher til at føre ledige og arbejdsgivere sammen.

Lærernes A-kasse har fx opbygget en landsdækkende kontakt med skoleledere, der søger ledige lærere til længerevarende vikariater. A-kassens jobformidling har resulteret i mere end 300 succesfulde jobmatch gennem de seneste to år. BUPL’s a-kasse laver direkte jobformidling af vikarer til offentlige og private institutioner. Digitalt foregår jobformidlingen via BUPLjob – landets mest omfattende database for pædagogjob.
Danske Sundhedsorganisationer har også egen database, DSAjobsøger, og tilbyder møder med karrierekonsulenter. A-kassen har formidlet næsten 200 job alene i år. Endelig formidler FTF-A hvert år mere end 400 jobs i samarbejde med et bredt netværk af offentlige og private virksomheder.
Bente Sorgenfrey, formand for FTF, understreger, at ikke bare de ledige medlemmer, men også arbejdsgiverne kan få hurtig og kvalificeret jobservice hos a-kasserne.
"A-kasserne har nogle muligheder for jobformidling, der giver kvalificeret service til arbejdsgiverne, og samtidig er et supertilbud til medlemmerne. Med den nye folder ønsker vi at udbrede kendskabet til a-kassernes jobformidling hos både arbejdsgivere og politikere. A-kasserne har fået en central rolle i beskæftigelsesindsatsen – det vil vi gerne slå lidt på tromme for", siger Bente Sorgenfrey.