Alle nyuddannede, der er så uheldige ikke at finde et job direkte efter eksamen, skal omfattes af en måneds karens uden dagpenge. Også selv om de gennem længere tid har været medlem af en a-kasse. Det lægger regeringen op til i sin 2025-plan.
I dag kan ledige dimittender, der har været medlem af en a-kasse i det sidste år af studietiden få dagpenge fra første ledige dag efter endt uddannelse. Kun ledige dimittender, der først melder sig ind i a-kasse senest to uger efter endt uddannelse, får en måneds karens uden ret til dagpenge.
Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, finder forslaget helt uacceptabelt og dybt uforståeligt.
"Sammen med regeringens forslag om at beskære SU til de uddannelsessøgende med 1.700 kr. om måneden er der tale om et dobbelt angreb på de unge, der tager en videregående uddannelse. Derudover er det uforståeligt, at man nu vil gå direkte imod både anbefalingerne fra Dagpengekommissionen og den tidligere dagpengeaftale mellem regeringen, S og DF", siger FTF’s formand.
Modvirker kontanthjælpsfælden
Dagpengekommissionen fastholdt netop den nuværende dimittendordning, der gav dagpengeret med det samme til ledige dimittender, der har været a-kassemedlem i mindst et år inden afslutning af uddannelsen.
Kommissionen slog fast, at "dimittendordningen er en fødekæde til a-kassesystemet, der sikrer at det er attraktivt for personer under uddannelse at forsikre sig mod ledighed …. ordningen modvirker, at disse personer i stedet søger kontanthjælp i det sociale system, hvor de ikke hører hjemme. Ordningen kan dermed være med til at sikre en høj forsikringsgrad i Danmark".
Den efterfølgende dagpengeaftale mellem Venstreregeringen, S og DF, fastholder også den nuværende dimittendordning uden at give karens til alle nyuddannede ledige.
Skævhed i uddannelse 
Bente Sorgenfrey opfordrer regeringen til at tage forslaget af bordet igen.
"Det er helt uacceptabelt og uforståeligt, at regeringen efter at have indgået en omfattende dagpengeaftale med et flertal i folketinget og efter en grundig rapport og indstilling fra den partssammensatte dagpengekommission, kommer med forslag om at give karens på en måned til alle ledige dimittender", siger hun.
Bente Sorgenfrey kalder forslaget for usagligt:
"Regeringen vil også skære drastisk i SU’en til de unge. Konsekvensen bliver en større skævhed i uddannelse. Det er usagligt og utroværdigt. Og det er et angreb på arbejdsløshedsforsikringen, der har bred opbakning i det danske samfund og som giver fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Forslaget bør tages af bordet med det samme", siger hun.