Den fjerde digitale revolution er et af tidens buzzwords. På årets Folkemøde kunne ikke mindst erhvervslivet fortælle om, hvordan danske virksomheder har brug for flere ingeniører og it-teknikere, så også Danmark kan blive en del af revolutionen. Vi er helt enige i den dagsorden, men vi må ikke reducere udfordringen til det – undskyld os – lidt snævre perspektiv. De nye digitale muligheder skaber en revolution, der handler om hele samfundet og alle fagretninger. Analyser viser, at mellem 800.000 og 900.000 job i Danmark vil blive digitaliseret eller automatiseret i de kommende 10 – 20 år. Det vil sige, at op i mod en tredjedel af arbejdsstyrken på ganske få år enten laver noget nyt eller bliver arbejdsløse. Når der er tale om en revolution, er det bl.a. det tal, der henvises til.
I fagbevægelsen er vores primære fokus, at revolutionen ikke bliver fransk med guillotiner og halshugninger men ægte dansk med fremgang og jobskabelse til følge. Men det kræver, at vi tænker digitalisering langt bredere end et spørgsmål om it-kompetencer. Digitalisering handler om alle uddannelser og alle job.
Den digitale spåkugle siger altså, at mange job og rutinearbejdsopgaver vil blive overtaget eller forandret af fysiske og digitale maskiner. Det gælder i forhold til både den offentlige og private sektor og alle brancher og på alle uddannelsesniveauer. Gennemslaget vil være forskelligt, men ingen områder vil ”gå ram forbi”.
Derfor er det også afgørende, at vi i som en del af de igangværende trepartsforhandlinger får sat et udviklings- og analysearbejde i gang, så vi sammen med arbejdsgivere og regering kan blive klogere på, hvad udviklingen konkret kan få af betydning ikke mindst for vores grund- og efteruddannelser. Og i fællesskab finder de gode fremadrettede løsninger, der kan sikre job og vækst i den nye tid. Vi må forvente at kompetencer forældes langt hurtigere i fremtiden, end de gør i dag. Derfor vil der være behov for et helt andet fokus på efteruddannelse. Udvikling af medarbejdernes kompetencer er bedste forsikring for både den enkelte og samfundet.
Når digitaliseringen handler om alle, så er det også vigtigt at få alle med. Hvis vi som samfund skal få det maksimale ud af de udviklingsmuligheder de nye teknologiske landvindinger giver os, skal medarbejderne inddrages så meget som muligt i udviklingen og implementeringen af digitale løsninger. Undersøgelser viser, at netop det og en markant satsning på kompetence og kvalifikationer kendetegner de virksomheder, der klarer sig bedst. Og det gælder i alle sektorer.
Som samlet fagbevægelse hilser vi den digitale revolution velkommen. Udviklingen er vild, og til tider lidt skræmmende, men hvis arbejdsmarkedets parter og politikerne i fællesskab kan give de strategiske svar og de konkrete bud på, hvordan vi i fællesskab kan ruste og udvikle os, vil vi som land have en meget stærk platform i den globale konkurrence og for videreudvikling af et dynamisk velfærdssamfund, hvor alle fortsat kan være med.
Af Bente Sorgenfrey, Formand FTF og Kent Petersen, Formand i Finansforbundet og næstformand i FTF