Vi er enige i, at man ikke nødvendigvis skal kunne dobbeltuddanne sig for statens regning. Men den aftalte løsning mangler et ordentligt fokus på, hvad arbejdsmarkedet har behov for, siger Ejner K. Holst.

Sammenhængen mellem de videregående uddannelser og arbejdsmarkedets behov er allerede i dag stærkt udfordret. Det har blandt andre regeringens eget kvalitetsudvalg påvist. Derfor er det ærgerligt, at regeringen, alene grundet et finansieringsbehov, laver et indgreb i de videregående uddannelser, som risikerer at blive en yderligere barriere for sammenhængen mellem de videregående uddannelse og arbejdsmarkedet.

En brugerbetaling vil gøre det sværere for personer på arbejdsmarkedet at skifte spor væk fra brancher eller fag med dårlige beskæftigelsesmuligheder, og kan dermed få negative konsekvenser for virksomhedernes muligheder for at få adgang til den rigtige arbejdskraft.

Det er vigtigt, at vi ikke skaber yderligere barrierer for alt det, vi, regeringen og arbejdsgiverne vil opnå i trepartsforhandlingerne ? nemlig at sikre lønmodtagere mulighed for relevant og beskæftigelsesrettet uddannelse og arbejdsgiverne den arbejdskraft, de har brug for.

For LO er det helt afgørende, at aftalen ikke påvirker muligheden for, at nedslidte personer kan skifte spor og på den måde bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Samtidig bør den friholde de områder, hvor en særlig erhvervsstruktur gør, at en branche får arbejdskraft fra flere forskellige uddannelser som eksempelvis el- og vvs-installation.

Kontakt: Kommunikationschef Christian Lehmann, tlf. 2680 4026.