I dag mindes vi den tragiske toårsdag for sammenstyrtningen af en 9-etagers fabriksbygning på Rana Plaza i Dhaka, Bangladesh, hvor 1.127 mennesker omkom og 2.515 blev såret.
Som formand for FTF og næstformand i fagbevægelsens Ulandssekretariat mener jeg, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer tragedien. Dårlige arbejdsforhold og livsfarlige arbejdspladser er noget, som millioner af arbejdere verden over dagligt færdes i. Derfor er det vigtigt, at vi i fagbevægelsen fortsætter kampen for bedre forhold for arbejdere overalt. Hvis vi skal vinde, kræver det, at arbejdsgivere og virksomheder i Vesten kommer med ind i kampen.
Vi må ikke glemme Rana Plaza. Det skyldes ikke kun omfanget af tragedien. Det skyldes også, at der tilbage står mange efterladte til de omkomne, ligesom en tredjedel af de overlevende er for invaliderede eller traumatiserede til at arbejde igen.
Ingen erstatning til efterladte
Det fortæller vores samarbejdspartner, BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies), som også beretter, at der to år efter ulykken fortsat er mange, som ikke har fået udbetalt erstatning for deres tab. 
Selvom en økonomisk erstatning, uanset størrelse, kan virke lille eller ligegyldig set med vestlige briller, så er det en erstatning, som kan gøre hele forskellen for en familie, som har mistet en forsørger. Den økonomiske erstatning vil aldrig kunne opveje det menneskelige tab, som de har lidt. Men den betyder, at de efterladte bliver sikret overlevelse, indtil de har fået lagt deres liv om. 
Stadig massive sikkerhedsproblemer
Som Politiken skrev 1. april er der fundet betydelige sikkerhedsproblemer på alle 1.500 tøjfabrikker, som europæiske tøjfirmaer bruger i Bangladesh. Det er simpelthen ikke godt nok. Og danske virksomheder bør gå forrest i kampen.
Få uger efter tragedien underskrev globale brands, fagforeninger og forhandlere, herunder syv danske, Bangladesh-aftalen. Det er en fem-årig bindende aftale om at skabe bedre vilkår i Bangladesh. Det sker nu blandt andet gennem fabriksinspektioner og træning af arbejdere i at afkræve deres arbejdsgivere ordentlige vilkår. De krav bør hurtigt udbredes til flere lande, inden den næste tragedie finder sted.
Som forbrugere kan vi ikke regne med, at selv dyrt tøj er produceret under ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Men hvad kan vi så gøre i Danmark? Stille krav! Vi skal kræve af de virksomheder, som vi køber vores tøj af, at de sikrer ordentlige forhold for arbejderne i Bangladesh, Cambodja, Indien og alle de andre lande, hvor vestlige virksomheder får produceret tøj til en lav timeløn og under vilkår, som aldrig ville blive accepteret i Vesten.