? Cirka 5.000 unge står uden praktikplads. Omkring 6.000 andre går i praktikcenter og tørster efter at komme ud i delaftaler eller i aftaler for resten af deres uddannelse. De private og offentlige arbejdsgivere må tage ansvar og bidrage til at uddanne disse unge, siger Ejner K. Holst i en kommentar til Undervisningsministeriets rapport, der blev offentliggjort i dag.

? Erhvervsuddannelsernes akilleshæl har altid været at skaffe praktikpladser nok. Derfor er den undersøgelse meget vigtig. Den dokumenterer, at det er muligt at løse problemet nu og også nå 30 pct. målsætningen. Det vil sikre, at vi har nok kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.

Vi kommer til at mangle faglærte
At skabe flere praktikpladser er vigtigt både for de unge og for virksomhederne. Allerede nu mangler der faglærte i byggeriet og industrien. AE-undersøgelser peger på, at vi kommer til at mangle 32.000 faglærte i 2020 og 90.000 faglærte i 2030.

? Virksomhederne kommer til at påtage sig det samfundsmæssige ansvar at sikre, at vi også i de kommende år har den nødvendige arbejdskraft. Den enkelte arbejdsgiver må spørge sig selv om, hvor hans medarbejdere skal komme fra i fremtiden, hvis ingen stiller praktikpladser til rådighed. De skal vise rettidig omhu både for samfundets og deres egen skyld, siger Ejner K. Holst.

Erhvervsuddannelsesreformen betyder et væsentligt løft i kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Det giver fundamentet for at skabe flere praktikpladser. I forbindelse med reformen lovede regeringen at indbyde arbejdsmarkedets parter til drøftelse af, hvordan disse praktikpladser kan bringes frem i lyset.

? Nu må vi i arbejdstøjet. Hellere i dag end i morgen. Det er fuldstændig urimeligt, at vi lader tusinder af unge stå uden praktikplads, når der er så mange muligheder. Vi ser frem til, at ministeren indkalder arbejdsmarkedets parter til forhandlinger, så vi kan få løst problemet, siger Ejner K. Holst.

Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 23 38 42 14.