Carsten Koch-udvalget har i dag kl. 11 offentliggjort en delrapport om integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og deres familier. Delrapporten indeholder 10 anbefalinger til en forbedret beskæftigelsesindsats for nyankomne udlændinge, og er et supplement til udvalgets rapport om de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige, der forventes afsluttet i næste måned.
Udvalgets anbefalinger lægger særligt vægt på, at integrationsprogrammet for de nyankomne flygtninge skal være mere kontinuerlig og virksomhedsrettet, og at danskuddannelse i højere grad skal integreres i den virksomhedsrettede indsats.
FTF er særlig positiv over for udvalgets forslag om, at integrationsprogrammet fremover skal indeholde en obligatorisk virksomhedsrettet indsats, og at de aktivitetsparate flygtninge umiddelbart efter integrationsprogrammets afslutning bliver overført til det kommunale rehabiliteringstema, der skal foretage en tværfaglig afklaring af deres situation.
Godt med harmonisering af beskæftigelsesindsatsen
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey roser også udvalgets overordnede intention om, at beskæftigelsesindsatsen for flygtninge kommer til at ligne den generelle indsats for ikke-arbejdsmarkedsparate borgere. Integrationsprogrammet for nyankomne flygtninge har ikke været en del af reformerne på beskæftigelsesområdet, og hun ser det derfor som en stor styrke, hvis indsatsen for flygtninge i højere grad kommer til at stemmeoverens med den ordinære beskæftigelsesindsats i kontanthjælpereformen.
”Udvalget er kommet med et overordnet stærkt og tiltrængt forslag til et bedre integrationsprogram for nyankomne flygtninge og deres familier. Alt for mange ikke-vestlige indvandrere i Danmark har vanskeligheder med at finde en stabil og varig tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er derfor rigtig positivt, at ekspertgruppen sætter et øget fokus på kompetenceafklaring, uddannelse og job på et tidligt tidspunkt i integrationsforløbet for de nyankomne,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, Bente Sorgenfrey, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.

FTF er også overordnet positiv over for, at integrationsprogrammet kortes ned fra tre til to år, den øgede brug af mentorer, og at alle aktivitetsparate i integrationsprogrammet skal have ret til en koordinerende sagsbehandler.