LO og FTF finder generelt bekendtgørelsen i overensstemmelse med den politiske aftale og lovudkastet, som pt. behandles politisk. FTF og LO savner dog en bestemmelse vedrørende jobcentrenes opgave med jobformidling for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Et fornyet og større fokus på jobformidling er et væsentligt element i forliget om reform af beskæftigelsesindsatsen.
Herudover har vi to bemærkninger.
Vedr. § 12
FTF og LO mener, at § 12, stk. 3 bør bringes i overensstemmelse med formuleringerne i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Formuleringen om ”at tillidsrepræsentanten eller en medarbejderrepræsentant på de af ansøgningen berørte arbejdspladser er blevet hørt samt resultatet af høringen” bør ændres til ”at tillidsrepræsentanten eller hvis en sådan ikke findes, en medarbejderrepræsentant på de af,  ansøgningen berørte arbejdspladser, er blevet hørt samt resultatet af høringen”.
Vedr. §§ 13 – 15
Opgaverne for de regionale arbejdsmarkedsråd er oplistet i Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen. Udkastet til bekendtgørelse på området indeholder  derfor kun opgavebeskrivelsen for det særlige regionale arbejdsmarkedsråd på Bornholm. LO og FTF har dog noteret sig, at de generelle opgaver for de regionale arbejdsmarkedsråd er  uddybet i lovbemærkningerne til Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, og vi finder, at denne uddybning af opgaverne for de regionale arbejdsmarkedsråd med fordel kunne være afspejlet i en bestemmelse i bekendtgørelsen.