Vedr. § 1
Det fremgår af § 1, stk. 3, at personer, der anses for beskæftigede efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), har ikke ret til jobrettet uddannelse efter bekendtgørelsen.
Modsat det gældende regelsæt om selvvalgt uddannelse er den kommende ordning med op til 6 ugers jobrettet uddannelse dog afkoblet reglerne om VEU-godtgørelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte. Vi finder derfor bestemmelsen overflødig og foreslår, at § 1 stk. 3 udgår.
Hvis bestemmelsen fastholdes, vil konsekvensen være, at dagpengeberettigede medlemmer, der er fuldt arbejdsløse men udøver selvstændig bibeskæftigelse, udelukkes fra jobrettet uddannelse. Der er hverken i det fremsatte lovforslag eller i lovforarbejderne bemyndigelse til at indskrænke en bestemt gruppe dagpengemodtageres rettigheder, når de i øvrigt opfylder betingelserne efter § 1, stk. 2.
Vedr. § 2
§ 2 beskriver – som det fremgår af forliget og lovgivningen – at en person alene kan deltage i ét jobrettet kursus eller ét jobrettet kursusforløb. LO og FTF savner dog, at det fremgår, at ét uddannelsesforløb ikke behøver at være tidsmæssig sammenhængende, dvs. kan foregå som et ”split-forløb”. Dette bør præciseres.
Ligeledes finder vi, at der i stk. 1 bør præciseres, at det er den arbejdsløse, som selv bestemmer hvilket uddannelsesforløb, som personen vil deltage i, så længe det fremgår af positivlisten. Stk. 1 bør derfor ændres, således at det fremgår, at ”En person kan efter eget valg deltage i ét kursusforløb eller ét jobrettet uddannelsesforløb…”
Af stk. 2 fremgår det, at fjernundervisning til og med erhvervsuddannelsesniveau ikke er muligt, såfremt mindre end 50 pct. af undervisningen er tilstedeværelsesundervisning.
Bestemmelsen kommer fra bekendtgørelsen om 6 ugers selvvalgt uddannelse og har sit udgangspunkt i AMU-loven, herunder reglerne om godtgørelse.
Modsat det gældende regelsæt om selvvalgt uddannelse er den kommende ordning med op til 6 ugers jobrettet uddannelse dog afkoblet reglerne om VEU-godtgørelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte. Vi finder derfor bestemmelsen overflødig og foreslår, at § 2, stk. 2. udgår.
Af stk. 3 fremgår det, at kravet om, at den arbejdsløse skal være fyldt 25 år for at kunne gennemføre uddannelsesforløb på videregående niveau videreføres fra den nuværende ordning om 6 ugers selvvalgt uddannelse. FTF og LO mener dog, at de krav, som fremover stilles til uddannelsesforløbene – at al uddannelse er relevant for arbejdsmarkedet og har et konkret jobfokus – overflødiggør denne betingelse. Såfremt et uddannelsesforløb på akademiniveau er relevant og jobrettet for en 24-årig arbejdsløs, som i øvrig opfylder betingelserne for 6 ugers jobrettet uddannelse, bør dette være muligt.
Reglerne for situationen, hvor den arbejdsløse allerede har gennemført dele af et uddannelsesforløb, er beskrevet i stk. 4. Her fremgår det, at en person, som tidligere har gennemført dele af et forløb, der på positivlisten indgår som et samlet uddannelsesforløb, kan vælge de dele af forløbet, som vedkommende mangler, hvis de er afgrænsede på en sådan måde, at de også kan tages hver for sig.
LO og FTF finder dog, at dette er meget ufleksibelt. Vi mener, at det bør være muligt for alle at vælge dele af et kursusforløb, og dermed at stk. 4 bør være en generel bestemmelse. For det første vil en sådan generel bestemmelse medføre en endnu mere målrettet brug af jobrettet uddannelse, hvor unødig fastholdelse i uddannelsesforløb undgås. For det andet er det ikke meningsfuldt at lave en vurdering af, om man tidligere har gennemført dele af et forløb, idet AMU-målene dels ofte skifter numre, dels ofte skifter indhold med henblik på tilpasning til arbejdsmarkedets behov. Det kan derfor være ganske uigennemskueligt, om vedkommende har gennemført et AMU-forløb eller ej. Principielt mener vi, at ordningen vedr. jobrettet uddannelse bør gøres mere fleksibel.
Mulighederne for et individuelt tilrettelagt jobrettet uddannelsesforløb – og dermed de sandsynlige effekter– vil øges markant, såfremt det var muligt for den enkelte arbejdsløse i samarbejde med a-kasse og jobcenter at sammenstykke kursusforløbet ud fra de jobrettede delelementer, der fremgår af positivlisten.
Vedr. § 4
FTF og LO finder, at det bør tydeliggøres, at også kursusforløb påbegyndt i opsigelsesperioden kan gennemføres som split-forløb, jf. bemærkningerne til § 2.
Vedr. § 5
Det bør tydeliggøres i § 5, at et kursus, der på grund af arbejde eller sygdom afbrydes og ikke kan genoptages (og derfor erstattes af et nyt), skal udgå af timeforbruget efter § 10. I modsat fald kommer kurser, der ikke kan færdiggøres på grund af arbejde eller sygdom, til at tælle med i de 6 uger.
Vedr. § 7
Det fremgår af § 7, stk. 1, at jobcentret skal vejlede om 6 ugers jobrettet uddannelse under den første jobsamtale, ”hvis personen anmoder om det”.
LO og FTF finder det uklart, hvad konsekvensen er af, at den arbejdsløse ikke anmoder om vejledning om jobrettet uddannelse ved den første jobsamtale. Medfører bestemmelsen, at vedkommende skal have vejledning ved en af de efterfølgende samtaler, såfremt at vedkommende ønsker at gøre brug af rettet til jobrettet uddannelse? Eller medfører bestemmelsen, at vedkommende ikke omfattes af betingelsen om vejledning i jobcentret forud for jobrettet uddannelse?
FTF og LO vil endvidere foreslå, at det tydeliggøres af bestemmelsen, at jobcentrene også har forpligtelse til at vejlede arbejdsløse fleksjobberettigede om retten til jobrettet uddannelse.
Vedr. § 10
Af § 10 stk. 4 fremgår det, at der ikke medregnes timer ud over 30 timer pr. uge for deltidsforsikrede, med mindre personen er tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende på fuld tid. FTF og LO finder, at afsnittet bør udgå. Bestemmelsen stammer fra en tidligere udgave af VEU-loven, og den giver i vores optik ingen mening i dagpengesystemet.
Vedr. § 16
Overgangsbestemmelserne fra ordningen om 6 ugers selvvalgt uddannelse til ordningen om 6 ugers jobrettet uddannelse er beskrevet i § 16. Af stk. 3 fremgår det, at ved opgørelsen af, om en person har udnyttet sin ret til 6 ugers jobrettet uddannelse, ”medregnes perioder, hvor personen har deltaget i selvvalgt uddannelse for ledige efter de forud for 1. januar 2015 gældende regler”.
Formuleringen kan dog rejse tvivl om, hvorvidt et medlem, som har gennemført fx 1½ uges uddannelse som selvvalgt uddannelse inden 1. januar 2015, dermed har 4½ uges ret til jobrettet uddannelse efter 1. januar – eller om bestemmelsen skal forstås således, at såfremt medlemmet har gennemført og afsluttet fx 1½ uges selvvalgt uddannelsesforløb før 1. januar 2015, så er retten ét jobrettet kursus, jf. § 2, stk. 1 udtømt?
LO og FTF ønsker derfor § 16, stk. 3 præciseret således, at det er den førstnævnte fortolkning af bestemmelsen, som er gældende.