På mandag skal regeringens nye dagpengekommission diskutere, hvordan dagpengesystemet i fremtiden skal se ud – bl.a. om det også i fremtiden skal være A-kasserne, der udgør forsikringsordningen for ansatte.  Eller som det hedder i kommissoriet: Man skal diskutere ’fordele og ulemper ved at fastholde arbejdsløshedsforsikring som en frivillig ordning’.
Medlemmerne ser ikke ud til at være i tvivl: De bakker op om den frivillige model. I hvert fald melder flere og flere ansatte på FTF-området, som fx sygeplejersker, lærere, it-folk og bankansatte sig ind i en A-kasse. Siden 2009, hvor krisen satte ind, og frem til i dag, er tilslutningen til de fire A-kasser på FTF-området steget samlet set støt og roligt med knap otte procent. I 2009 var i alt ca. 324.000 FTF’ere medlemmer af en a-kasse, i 2014 er tallet steget til knap 350.000.
A-kasser er mere end penge
Hos FTF-A, som er A-kasse for ansatte fra en lang række forskellige faggrupper på FTF-området, har man fået næsten 6.000 flere medlemmer, siden krisen begyndte at kradse i 2009. Ifølge direktør Michael Darmer skyldes tilslutningen især, at A-kassen arbejder på at hjælper medlemmerne tilbage i arbejde – og dermed yder mere end bare ren økonomisk forsikring i form af dagpenge og efterløn.
”Vi tilbyder kurser, karrierecoach, arbejder med jobmatch og har meget fokus på virksomhedskontakt. Alt sammen handler det om at prøve at hjælpe medlemmerne tilbage i arbejde – det ser vi som vores fornemste opgave”, siger han.
Formand for BUPL-A, pædagogernes A-kasse, Lasse Bjerg Jørgensen peger ligeledes på, at A-kassen beholder sine medlemmer og hele tiden får nye, fordi de får rådgivning inden for deres fagområde.
”Vi har en oplevelse af, at medlemmerne bliver her, fordi vi kender det pædagogiske arbejde og følger det tæt. Vi ved, hvad der kræves på arbejdsmarkedet på det pædagogiske område – og det er det, vores medlemmer ønsker: Faglig rådgivning på deres arbejdsområde”, siger Lasse Bjerg Jørgensen.
Af særlige tilbud fra pædagogernes A-kasse peger han på en årlig messe, hvor institutioner og pædagoger kan mødes og ’jobmatche’ hinanden. Han fremhæver også rådgivning om jobs i udlandet og A-kassens særlige fagkendskab til løn- og ansættelsesforhold i udlandet: BUPL-A har været med til at formidle en lang række stillinger til pædagoger i både Norge, Sverige og Tyskland.
”En af vores styrker er også, at vi kan rådgive om, hvor bredt man faktisk kan søge, vil kan fortælle medlemmerne om et lidt bredere arbejdsmarked: der er fx også brug for pædagoger på ældreområdet og hos politiet”, siger Lasse Bjerg Jørgensen.
Incitament til at lade sig forsikre
Ud over at analysere fordele og ulemper ved at fastholde arbejdsløshedsforsikring som en frivillig ordning, skal dagpengekommissionen diskutere, hvordan man sikrer et tilstrækkeligt incitament for lønmodtagerne til at opnå en høj forsikringsgrad.
Kommissoriet omfatter i alt 11 punkter.