FTF har følgende bemærkninger:
Organisering af indsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere
Det er en god ide at kommunerne får mulighed for at etablere en særskilt enhed i kommunen, der alene varetager indsatsen over for uddannelseshjælpsmodtagere. Det kan sætte særlig fokus og opmærksomhed på deres individuelle behov for hjælp til at vælge og gennemføre en uddannelse.
Uddannelsespålæg
FTF støtter lovforslaget om udvidelse af uddannelsespålæg til alle modtagere af uddannelseshjælp under 30 år. I forhold til de aktivitetsparate unge uden uddannelse er det helt afgørende, at de får et individuelt behovsbestemt forløb og supplerende støtte- og opfølgningsforanstaltninger, der kan motivere og kvalificere den enkelte til fortsat at nå målet om at gennemføre en uddannelse.
FTF vil dog advare imod at tro, at et uddannelsespålæg med tvang og trusler løser det store problem, at en alt for stor andel af de unge ikke får en uddannelse. Hvis der optages mange umotiverede unge, der udelukkende er tilmeldt uddannelsen for at modtage en ydelse, er FTF meget bekymret for, hvad konsekvenserne bliver for studiesteder og studiemiljøet for de øvrige studerende. Derfor er det hel afgørende, at jobcentrene i højere grad ser deres rolle som dem, der skal fremme de unges motivation og lyst til at gennemføre en uddannelse end dem, der kan tvinge dem til at tilmelde sig.
Nyt visitationssystem
Hvad angår det nye visitationssystem mener FTF det er vigtigt, at der allerede i visitationsprocessen bliver mulighed for at inddrage både sundheds- og uddannelsesfaglige medarbejdere, så tværfagligheden kan optimere målet om en hurtig, sikker og kompetent visitation til den rigtige indsats. Udviklingen af et nyt screeningsværktøj til visitation kan medvirke til en mere ensartet afklaring af den enkeltes helhedssituation, men det kan og skal aldrig stå alene. Borgerens fortælling og opfattelse af egne behov skal have fortrinsret i afklaringen af problemstillinger og evt. barrierer i forhold til uddannelse og jobfærdigheder.
Virksomhedspraktik som nytteindsats
Det fremgår af lovforslagets bestemmelse i § 42a, at nytteindsats kan gives som virksomhedspraktik, hvor den skal bestå af udførelse af samfundsnyttige opgaver på en kommunal virksomhed og at tilbuddet skal gives med det formål, at personen skal arbejde for sin ydelse.
FTF mener, at formålet med det nye krav om at indgå i en nytteindsats for at kunne få kontanthjælp, – både skal være samfundsnyttigt og nyttigt i forhold til at opnå beskæftigelse på ordinære vilkår. Derfor opfordres til, at lovforslagets ensidige formål med nytteindsats præciseres, så det klart fremgår af loven, at det også har til formål at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet og et ordinært job.
Desuden er det helt afgørende, at nytteindsatsen ikke fortrænger ordinært ansatte eller ansættelse på ordinære løn – og ansættelsesvilkår. Derfor er det ikke rimeligt, når lovforslaget indfører, at de lokale beskæftigelsesråd kan dispensere fra rimelighedskravet i forhold til, hvor mange der kan indgå i en nytteindsats. FTF frygter, at de kommunale arbejdspladser som daginstitutioner, skoler og ældreplejen vil blive de foretrukne arbejdspladser, hvor kommunerne mener der kan placeres et ubegrænset antal kontanthjælpsmodtagere i en nytteindsats. FTF er imod en fuld dispensation fra rimelighedskravet. FTF mener, at tilbuddet om en nytteindsats skal være omfattet af merbeskæftigelseskravet og at rimelighedskravet præciseres således at det fremgår, at der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet i løntilskud, virksomhedspraktik og personer i nytteindsats på arbejdspladsen og inden for den enkelte faggruppe. Det bør ligeledes fremgå af lovgivningen at forudsætningen for at indgå i en nytteindsats er, at det har været drøftet med tillidsrepræsentanten og at de ansatte er positive.
Gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende
Lovforslaget indfører gensidig forsørgerpligt for ugifte samlevende, der begge er fyldt 25 år. Forsørgerpligten skal gælde, når én i et ægteskabslignende parforhold søger om enten kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Forslaget betyder, at en person helt mister sit forsørgelsesgrundlag, hvis pågældende flytter sammen med en kæreste eller som allerede er samboende i et ægteskabslignende forhold. FTF er imod forslaget, da det blandt andet vil igangsætte et bureaukratisk kontrolsystem af de ”ægteskabslignende forhold” og skabe barrierer for, at enlige kontanthjælpsmodtagere kan finde en samlivspartner, der samtidig er indforstået med at få en forsørgerpligt. Endeligt er det ikke rimeligt i et moderne samfund, hvor den enkelte borger (kvinde eller mand) føler stort selvværd ved at have selvstændig økonomi. Det bryder med et grundlæggende princip om den enkeltes ret til økonomisk uafhængighed, idet der jo ikke er indgået en ægtepagt. Dertil kommer, at det ikke fremgår om der medfølger de rettigheder som ægtepar har, fx at anvende ægtefællens fradrag, hvis ikke pågældende har en indtægt.
FTF opfordrer til, at der i det mindste bør indføres en længere karensperiode på fx 2-3 år gældende fra det tidspunkt, hvor man ifølge lovforslaget vil blive vurderet som pligtige til gensidig forsørgelse. Det vil minimere noget af det store kontrolapparat, som nødvendigvis må være en følge af forslaget.
Skærpede sanktionsregler
Rådighedsregler skærpes for de uddannelses- og arbejdsmarkedsparate. Hvis personen gentagne gange uden rimelig grund har undladt at opfylde sin pligt til at stå til rådighed og kommunen vurderer, at det drejser sig om manglende vilje, kan det indebære, at pågældende mister retten til kontanthjælp eller uddannelseshjælp i op til tre måneder. Hvis de gentagne gange har meldt sig syge i forbindelse med aktive tilbud, skal kommunerne vurdere deres rådighed.
FTF mener der er en vis rimelighed i, at uddannelses- eller arbejdsmarkedsparate har pligt til at udnytte deres evner og jobmuligheder, når de får udbetalt hjælp fra det offentlige. De skærpede sanktionsregler forudsætter dog, at det står helt klart, at modtageren ikke vil indgå i kommunens påbud og aktiviteter, og at borgeren er skriftligt og grundigt vejledt om konsekvenserne af sit valg. Lovforlaget indeholder således meget upræcise formuleringer (intensiv, realistisk) ud fra hvilke kommunen skal vurdere, hvorvidt den ledige står til rådighed. Dermed er der stor risiko for, at de enkelte kommuner vil kunne fortolke kriterierne vidt forskellige.
Samtidig med de skærpede rådighedsregler og sanktionsbestemmelser, vil FTF påpege det meget påtrængende behov for at fremme og optimere kommunernes afgørelser i sager om at sanktionere borgerne i form af at fratage dem deres retsmæssige ydelser. Som det sikkert er bekendt, har Beskæftigelsesankenævnet i Midtjylland gennemført en praksisundersøgelse i 2012 af sager, hvor kommunerne har truffet afgørelse om netop stop af kontanthjælp. Undersøgelsen viser, at der er væsentlige mangler i langt de fleste sager. Den viser, at afgørelsen i 95 pct. af sagerne ville være blevet ophævet, hvis sagerne var blevet indbragt for Beskæftigelsesankenævnet. De væsentlige mangler omfatter så elementære forhold som manglende tilstrækkelig vejledning om konsekvenserne ved udeblivelse, at der i de konkrete sager ikke foreligger et åbent beskæftigelsestilbud for borgeren som betingelse for at stoppe kontanthjælpen og at der ikke er tale om så omfattende udeblivelser, at det kan betragtes som en afvisning af beskæftigelsestilbuddet.
Borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunernes brug af sanktioner, er i ovenstående eksempel at betragte som – ikke eksisterende – og den situation er helt uacceptabelt, når man på den anden side kræver at borgerne skal opfylde sine forpligtelser til punkt og prikke. Praksisundersøgelser er tilsyneladende ikke nok til at kommunerne retter op på disse kritisable forhold i deres afgørelser. Der bør foretages en generel undersøgelse på landsplan af, hvorfor kommunernes afgørelser er så fejlagtige.
Generelt om forsørgelsesydelserne i kontanthjælpssystemet 
Satserne på de forskellige ydelser reduceres især for de unge, fordi det gældende ungebegreb i kontanthjælpssystemet udvides fra 25 år til 30 år og for alle ugifte samlevende over 25 år, der lever i et ægteskabslignende forhold. For de samlevende vil kontanthjælpsreformen betyde, at deres hidtidige forsørgelsesydelse i form af kontanthjælp helt bortfalder, hvis den anden samlever har en vis indkomst eller formue. FTF er imod indførelse af gensidig forsørgelsespligt mellem samboende.
De økonomiske konsekvenser af at udvide ungebegrebet fra 25 til 30 årige er urimelige. De jobparate unge med en uddannelse, som ikke kan finde et job, bliver for hårdt ramt af reformen, idet de nu skal kunne leve for 6.767 kroner om måneden, hvor de efter gældende regler får 10.500 kr. De aktivitetsparate i samme aldersgruppe får fortsat ydelsen på 10.500, – fordi de får et aktivitetstilskud på 3.733 kr. efter tre måneder på kontanthjælp. Det er en helt urimelig forskelsbehandling af de unge under 30 år, idet udgifter til leveomkostninger er de samme, uanset om man er i aktive tilbud eller ej.