Utallige timer på kontorstolen kun afbrudt af frokosten og de obligatoriske tissepauser. Sådan kan hverdagen se ud for både it-ansvarlige, socialrådgivere, finansansatte og mange andre FTF’ere. Det stillesiddende arbejde går ud over helbredet og øger risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme og diabetes, også selv om du er aktiv i fritiden. Det konkluderer rapporten "Stillesiddende adfærd – en helbredsrisiko?", som Vidensråd for Forebyggelse står bag.

Men stop. Du kan godt vente med at opsøge lægen. Sammen med kollegaerne kan du nemlig forebygge og mindske bivirkningerne ved stillesiddende arbejde, påpeger Gisela Sjøgaard, der er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.
"De typiske gener ved stillesiddende arbejde er, at man får ondt i nakken og skuldrene og måske også håndled og arme. Herudover bliver konditionen svækket, hvis man sidder ned mange timer i døgnet uden at lave noget fysisk. Og her er otte timer altså nok, til at det er skadeligt. Heldigvis kan de ansatte gøre meget for at forebygge generne", siger hun.
TR kan kickstarte kollegaerne
Mette Aadahl er seniorforsker og fysioterapeut i Region Hovedstaden, og hun har været med til at udarbejde rapporten om stillesiddende arbejde. Hun mener ikke, at det er tillidsrepræsentanternes primære ansvar at aktivere deres kolleger, men at de, hvis de vil, kan have afgørende indflydelse på arbejdspladsens motionspolitik. .
"Tillidsrepræsentanterne kan udnytte deres indflydelse og påvirke de fysiske rammer på arbejdspladsen, så der bliver bedre mulighed for bevægelse i hverdagen. Det kræver ikke mere en lille gåtur eller plads til at stå op og arbejde, for at man kan påvirke sit helbred i den rigtige retning," siger Mette Aadahl.
Ifølge Gisela Sjøgaard er fællesskabet omkring aktiviteterne på arbejdspladsen afgørende for, om folk har lyst til at deltage. Og her kan tillidsrepræsentanten også gå forrest.
"Måske kan tillidsrepræsentanten tage initiativ til at samle kollegaerne og aftale, at man laver aerobic, cykler eller noget andet, man kan være sammen om, tre gange tyve minutter om ugen," siger hun.
Gesela Sjøgaard påpeger også, at tillidsrepræsentanten kan opfordre til aktiviteter uden for arbejdstiden.
"Tillidsrepræsentanten eller andre engagerede medarbejdere kan også bruge arbejdspladsen som arena for at informere om idrætstilbud. Man kan starte med at undersøge, hvad ens kollegaer har lyst til at lave sammen. Om det så er morgensvømning eller svømning i frokostpausen eller efter arbejde, er lige meget, det handler bare om at gøre noget aktivt med hinanden og dyrke fællesskabet gennem squash, zumba, rulleskøjter eller hvad man ellers kan finde på", siger Gisela Sjøgaard.