De mobile medlemmer af landets største kunstnerorganisation får nu en helt ny måde at tilgå fagblad og hjemmesider, omend det sker helt af sig selv. Omstillingen til det mobile internet er ikke bare en god idé, men snarere en tvingende nødvendighed, da de travle musikere, musikundervisere, sangere og musikteknikere bruger mere tid på farten end ved skrivebordet.
Dansk Musiker Forbund og webredaktør Morten Fischer har fulgt udviklingen tæt gennem egne undersøgelser af medlemmernes mobile vaner, og det har gjort beslutningen om overgang til den mobile platform helt naturlig. Fælles for de 6400 medlemmer er, at en tablet og det mobile internet er en fast integreret og ganske uundværlig del af hverdagen: "Mobiludgaver af fagblad og hjemmeside er en helt naturlig del af udviklingen i vores medlemsservice. 60% af medlemmerne har smartphone og af de sidste 40% overvejer over halvdelen at anskaffe sig en. Lidt over halvdelen enten har eller overvejer at anskaffe sig en tablet", siger Morten Fischer og fortsætter:
"Vi vil gerne være på forkant med udviklingen, og allerede nu eller i meget nær fremtid vil medlemmerne simpelthen forvente en mobil service, hvor alt indhold er tilgængeligt mobilt, hvor de nu befinder sig. På spillestedet, i prøvesalen eller i undervisningslokalet".
Udbredelsen af mobile enheder har voldsomt vokseværk i hele samfundet. Eksperter som bl.a. Google spår at 2014 bliver året, hvor webbrowsing via tablets vil overhale webbrowsing via pc’en. I Danmark er stigningen i brug af mobile enheder på 70% sammenlignet med 2011, og når 2012 rinder ud, har 6 ud af 10 danskere en mobil enhed af den ene eller anden art til almindelig browsing på internettet.
Mobile løsninger giver tættere tilknytning til medlemmerne
Dansk Musiker Forbund har en klar forventing om, at de nye mobile løsninger vil gøre brugen og tilknytningen til fagbladet og hjemmesiden endnu større fremover:
"SmartPhones og tablets er lige ved hånden, så vi forventer også at medlemmerne vil bruge sitet endnu mere nu. Fx kan de logge ind, og med det samme få adgang til andre medlemmers profiler, søge afløsere eller hvad de nu måtte have brug for. Derudover tillægger vi de nye platforme en merværdi og gør dem attraktive. Fx sætter vi QR koder på flere og flere artikler i fagbladet, der linker direkte til mobilsitet, hvor der så fx er supplerende og ekstra indhold til den trykte artikel i bladet", siger Morten Fischer og fortsætter:
"Det er to fluer med et smæk, når vi både opdrager dem til at bruge sitet og rent faktisk viser, at der er masser af "added value" at hente. Det kunne fx være videoer, der er en fast integreret del af vores onlinekommunikation. YouTube-videoer er heldigvis blevet yderst velintegreret i det nye responsive design, og de indlejres og afspilles på helt samme vis, som brugeren er vant til fra det mobile internet".
Responsivt design – men hvordan?
De nye mobile vaner giver grå hår i hovedet og anledning til tusind spørgsmål hos mange webansvarlige, der pludselig har en hjemmeside der skal eksekvere det hele på alle tænkelige enheder, platforme, skærmstørrelser og skærmopløsninger. Men der behøver ikke at være så langt fra tanke til handling.
Morten Fischer behøver ikke længere at bekymre sig. Løsningen er leveret af FTF, hvor grundkernen er TYPO3 CMS. Et responsivt design genkender automatisk den besøgendes klient og tilpasser visningen derefter.
Responsivt design arbejder med relative størrelser i stedet for faste pixel-størrelser og såkaldte "break-points" i CSS-filen. I mellem disse break-points ligger den optimerede visning til de mest udbredte skærmstørrelser fra de besøgende på det pågældende site. Det samme indhold og de samme links virker dermed på alle enheder ligesom visningen understøtter alle de moderne og mest udbredte browsere:
"Vi slipper for at vedligeholde flere unikke sites, der er tilpasset forskellige klienter og skærmstørrelser, da det nu er gjort én gang for alle i selve grundkoden og designet på dmf.dk og musikeren.dk. Der er altså ingen til- og fravalg, alt indhold er altid tilgængeligt på de mobile visninger af sitet", siger Morten Fischer.
FTF tilbyder forskellige løsninger
Det vigtigste inden man går i gang med sin mobile satsning er som altid strategi, ambitionsniveau, deadline og økonomi. Men FTF tilbyder både den store forkromede løsning med 100% responsivt redesign af hjemmesiden til en løsning, der blot indlæser RSS-feeds af nyheder fra andre systemer og vises i de klassiske mobile listevisninger:
Den forkromede FTF Mobil løsning er den mest resursekrævende for både kunde og FTF. Det kræver overvejelser vedr. struktur, indhold og designelementer. Københavns Lærerforening har valgt denne løsning, og det samlede tidsforbrug for struktur, samt 100% responsivt design for klfnet.dk var 3 uger.
Om samarbejdet med FTF slutter Morten Fischer:"Samarbejdet med FTF og udvikler Einar Gislason har forløbet yderst tilfredsstillende og helt uden problemer, ja faktisk sidder vi bare og venter på, at et eller andet skal gå galt".
FTF arbejder selv på at omlægge ftf.dk til 100% responsivt design i det nye år.