FTF’s forslag til fremme af OPI:
- OPI-tilskudspulje. Der findes i dag en række forskellige puljer og ordninger rettet mod velfærdsinnovation og offentlig-privat samarbejde, bl.a. Fornyelsesfonden og Fonden for Velfærdsteknologi (tidl. ABT-fonden). Men der er brug for en pulje, der er dedikeret til opstart og implementering af OPI-projekter, fx til frikøb af de involverede medarbejder. Det kan evt. være som et særligt indsatsområde under en af de eksisterende ordninger. I den forbindelse kan der også overvejes alternative finansieringsmuligheder til større OPI-projekter, fx med deltagelse af pensionskasserne.
- OPI task-force, der skal analysere barriererne for OPI og fremlægge forslag, der kan reducere eller fjerne disse barrierer. Task-forcen skal også identificere bedste praksis inden for OPI, fx på digitaliseringsområdet og inden for sundheds- og velfærdsteknologi.
- Nationalt videncenter for OPI, som kan vejlede og rådgive i spørgsmål om OPI og sikre løbende og systematisk erfaringsopsamling, inkl. analyser der dokumenterer effekterne for offentlige og private virksomheder. Videncenteret bør have kompetencen til at udarbejde vejledninger og informationsmateriale samt anbefalinger til klarere retningslinjer og ændringer i udbudsreglerne.
- Uddannelsesprogram for OPI-praktikere. Som en del af programmet udvikles uddannelses- og træningsprogrammer for lokale/regionale OPI-praktikere, og der gennemføres undervisning og træning i de forskellige aspekter af OPI.
- Bedre støtte og vejledning til OPI-praktikere. Der skal udarbejdes klare og tilgængelige vejledninger og modeller på området om bl.a. udbudsrelaterede problematikker og spørgsmål vedrørende finansiering, samt informationsmateriale, som kan udbrede viden og best practice erfaringer med OPI samt gode råd til samarbejdsprocessen (f.eks. standardaftaler, procesvejledninger m.m.)
- En national og uvildig OPI-instans, der kan give bindende forhåndstilsagn om udbudsretlige problemstillinger til potentielle OPI-partnere. Baggrunden er, at offentlige og private virksomheder i dag er nervøse over at komme i konflikt med udbudsreglerne og dermed havne i langvarige og dyre klagesager. Det bremser utvivlsomt mange gode OPI-projekter. Konstruktionen kendes allerede fra skatteområdet, hvor enhver myndighed, virksomhed eller borger kan få bindende svar fra SKAT eller Skatterådet på et skattespørgsmål. OPI-instansen kan evt. sammentænkes med det nationale OPI-videncenter.
- En OPI-platform, hvor offentlige og private virksomheder kan udveksle problemer, ideer og løsninger. Platformen kan evt. sammentænkes med OPI-videncentret eller udbudsportalen.dk, hvor de fleste offentlige udbud i dag er samlet. Den skal være centralt initieret og skabe gode rammer for innovativ dialog mellem parterne. Platformen kan fx etableres som et partnerskab mellem stat, kommuner, regioner, arbejdsmarkedets parter og erhvervsorganisationer.