Tusindevis kæmper hvert år forgæves for, at få det offentliges ord for, at arbejdet har ført til en psykisk lidelse.
Af de 3.486 psykiske sygdomme, der sidste år blev anmeldt blev beskedne 7,2 procent anerkendt som en erhvervssygdom.
Til sammenligning blev 71,2 procent af hudsygdommene og over halvdelen af høresygdommene anerkendt. Det viser den nyeste opgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen.
Det tal er alt for lavt, mener FTF’s formand Bente Sorgenfrey. Som hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte – blandt andre pædagoger, socialrådgivere, politibetjente og bankansatte – har FTF mange eksempler på, at medlemmerne kæmper hårdt for at få myndighedernes ord for, at de er blevet psykisk syge af at arbejde.
Men kampen ender ofte forgæves. Derfor er der ifølge FTF behov for en ny tilgang til sagerne.
"Vi har i årevis talt om ligestilling af det psykisk og fysiske arbejdsmiljø. Men vi må desværre konstatere, at det kniber rigtig meget med det psykiske arbejdsmiljø. Derfor må der ny praksis til," siger Bente Sorgenfrey.
For få lidelser på listen
En del af problemet skyldes ifølge FTF, at der kun er én psykisk lidelse på listen over erhvervssygdomme. Det er post traumatisk stress syndrom (PTSD). Der er ikke kommet flere lidelser på listen, selv om en udredning har vist, at der er en sammenhæng mellem depression og forhold på arbejdet.
"Vi ved, at der er en sammenhæng mellem kravene og presset på jobbet og nogle lidelser. Derfor må vi have flere lidelser på listen. Samtidig må udvalget, der behandler sagerne, aktivt forholde sig til flere sager om psykiske lidelser," siger Bente Sorgenfrey.
Hun tilføjer, at politikerne også må skyde nogle penge i forskning af følgerne af et elendigt psykisk arbejdsmiljø.
"Det er afgørende, at vi får endnu mere viden om, hvad godt og dårligt arbejdsmiljø betyder for helbredet. Der bliver desværre forsket alt for lidt i området," siger FTF’s formand.
Ifølge den nyeste opgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen er der på fem år blevet anmeldt 15 procent flere psykiske lidelser som erhvervsskader. I 2011 var det 3.486, mens tallet var 2.990 i 2005. Det er ifølge FTF et klar udtryk for, at der er et alvorligt problem.