Udfordringerne for det danske samfund står nærmest i kø, og dagligt bliver vi mindet om at træerne ikke længere vokser ind i himlen. Senest har SF’s partiformand Villy Søvndal meldt sig i rækken af ansvarlige og udtalt, at vi samlet set ”ikke råd til at øge den offentlige sektor, selv om krisen driver over.”
Der er ingen tvivl om, at krisen må give stof til eftertanke. Den private sektor har tabt ca. 200.000 jobs i de sidste par år og beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at op mod 17.000 job i øjeblikket forsvinder fra den offentlige sektor.
Jobtabet i den private sektor er en meget tydelig og negativ indikator på, at væksten stort set er gået i stå, og kun meget langsomt kommer op igen. Det offentlige budgetunderskud og fyringerne i den offentlige sektor er på samme måde et markant tegn på, at de meget stramme rammer og nulvæksten kan mærkes i dagligdagen som service- og kvalitetsforringelser for både borgere, ansatte og virksomheder.
Og selv om vi i øjeblikket oplever en høj ledighed, ved vi, at der i 1980’erne er født få børn, og at der derfor om ganske få år vil være mangel på arbejdskraft og ikke mindst mangel på kvalificeret arbejdskraft både i den offentlige og private sektor.
De væsentligste udfordringer kan derfor koges ned til, at vi skal have gang i væksten i den private sektor og have mere innovation og udvikling i både den offentlige og private sektor. Derudover skal vi have et tættere og mere konstruktivt samarbejde mellem de to sektorer.
Konkret har FTF foreslået, at der satses mere på offentlig-privat innovation, hvor medarbejdere i offentlige og private virksomheder går sammen om at udvikle nye produkter og løsninger, som dels kan afprøves på det danske hjemmemarked og dels bidrage til at udvikle kvaliteten i den offentlige sektors ydelser. Det skal være produkter og løsninger, der efter afprøvning kan kommercialiseres og sælges på det internationale marked.
Jeg tror ikke, at det er let at udpege morgendagens vækstvindere. Styrkepositioner er sjældent planlagte, men er opstået ved at kombinere gode rammebetingelser. Vi har dog gjort det før. Tænk bare på Vestas, hvor oliekrisen i 1970’erne lagde kimen til udvikling af en branche, der siden blev understøttet af politiske prioriteringer.
Det er både klogt og muligt at identificere Danmarks nuværende styrkepositioner, og andre lande har allerede gjort det. Sverige satser eksempelvis på it og bioteknologi og Finland satser på sundhed og grøn teknologi.
Analyseenheden Fora har tidligere dokumenteret, at lande, der har specialiseret sig, har højere produktivitet og velstand end mindre specialiserede regioner og lande. Det giver derfor god mening at satse på samarbejde i klynger, hvor videninstitutioner og virksomheder grupperer sig for at styrke samarbejdet. Copenhagen Finance (CFIR-Klyngen) er et godt eksempel på klyngedannelse, der virker. CFIR- klyngen fokuserer på udvikling af ny finansiel it og har med relativt få midler realiseret et stort innovativt potentiale.
Samtidig har en række undersøgelser, herunder fra OECD, har dokumenteret, at uddannelse skaber vækst. Det er derfor uklogt at spare på uddannelsesområderne. Tværtimod er der behov for en offensiv investering og udvikling af ikke mindst de erhvervsrettede uddannelser. Både for at sikre, at vi har den kvalificerede arbejdskraft, vi har brug for, men også for at bringe den viden, der findes i uddannelserne og på uddannelsesinstitutionerne mere i spil i forhold til eksempelvis udvikling af nye produkter, herunder nye velfærdsteknologiske løsninger.
Klynger, nye produkter og samarbejde mellem offentlig og privat sektor bør derfor være det ene ben i en ny vækststrategi. Det andet ben bør være investering i uddannelse, for Danmarks vigtigste råstof er en kvalificeret arbejdsstyrke.
Jeg vil gerne være ansvarlig, men for mig handler ansvarlighed også om at turde tænke nyt og at satse og prioritere.