Europa-Kommissionen har præsenteret sin evaluering af de fem første år med Den Europæiske Arbejdsmyndighed (ELA).  

Myndigheden har til formål at sikre mere koordinering og bedre håndhævelse af EU’s regler for mobil arbejdskraft og social sikkerhed på tværs af medlemslandene i EU.   

Evalueringen slår fast, at ELA har styrket samarbejdet mellem EU-landenes arbejdstilsyn og bidrager til at arbejdskraftens fri bevægelighed sker under mere fair omstændigheder.  

Det er gode nyheder ifølge FH og viser, at ELA er et vigtigt værn mod social dumping. Men der skal mere til, hvis vi skal gøre helt op med den sociale dumping, vi stadig ser i stor stil i Europa i dag.

Samarbejde og information bidrager til gode arbejdsvilkår i EU 

Blandt de vigtigste resultater er myndighedens støtte til fælles og koordinerede inspektioner i brancher, hvor der er særligt stor risiko for misbrug og socialt bedrageri mod de mobile arbejdstagere.   

Evalueringen fremhæver, at indsatserne har styrket tilliden mellem landenes arbejdsmyndigheder og skabt en mere ensartet håndhævelse af EU-regler på tværs af landegrænser. 

ELA har også spillet en vigtig rolle i at forbedre adgangen til information om rettigheder og krav i forbindelse med arbejdskraftens bevægelighed for både arbejdstagere og arbejdsgivere. 

ELA kan gøres endnu bedre 

Selvom evalueringen slår fast, at ELA er en europæisk succeshistorie, kan den ifølge evalueringen styrkes yderligere. 

Blandt andet peger Kommissionen på behovet for at forbedre måling af ELA’s resultater, så det bliver tydeligere, hvilken effekt deres aktiviteter har. Derudover anbefaler Kommissionen, at ELA styrker den strategiske sammenhæng i sit arbejde og i højere grad koordinerer med andre EU-organer. 

Evalueringen peger på fordele ved øget brug af digitalisering i ELA’s arbejde samt på et behov for en mere effektiv brug af ressourcer – både menneskelige og økonomiske.

Evalueringen skal indgå i det arbejde, der vil foregå i EU-regi den kommende tid med at ruste ELA til at sikre at den frie bevægelighed i Europa er fri og fair for alle arbejdstagere.

EU-formandskab

FH mærkesager

Læs mere om FH’s mærkesager til det danske EU-formandskab

Mærkesag
Mærkesag