Det er ikke, fordi vi i fagbevægelsen er kendt for at være meget religiøse, eller fordi vi ikke ønsker at bidrage til at løse de udfordringer, som den til enhver tid siddende regering ser ligger foran os.
Det har vi bevist gang på gang, og helt friskt ligger det i erindringen, at vi under corona gang på gang løste udfordringerne i fællesskab arbejdsmarkedets parter og regeringen imellem, og i den forbindelse betalte lønmodtagerne eksempelvis for lønkompensation med afvikling af feriedage.
FH finder det utilstedeligt, at der slås en betonpæl ind i den danske aftalemodel.
Når vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) alligevel er imod at afskaffe Store Bededag skyldes det først og fremmest, at det er et groft indgreb i den danske aftalemodel. Regeringen bryder helt uden grund den balance på arbejdsmarkedet, vi har været enige om i en menneskealder, og som har været forudsætningen for et stabilt og konkurrencedygtigt velfærdssamfund.
Det helt centrale i den danske model er, at det er arbejdsmarkedets parter, der i overenskomsterne aftaler arbejdsvilkårene – navnlig og helt særligt arbejdstiden og lønnen.
OK23
I løbet af foråret 2023 skal 600.000 privatansatte på FH/DA-området have ny overenskomst. Hvem forhandler? Hvad er en overenskomst? Få lynkursus i forhandlingerne!
Det er altså en forudsætning for modellen, at politikerne i regering og Folketing ikke blander sig i forhandlingsbalancen.
Vi er derfor meget chokerede og oprørte over, at regeringen helt ensidigt og endda uden at have konsulteret arbejdsmarkedets parter pludselig vælger at bryde med den del af den danske model, og i stedet vil regulere løn- og arbejdstid via lovgivning.
Utilstedeligt angreb på den danske model
Og det er jo ikke, fordi regeringen ikke er fuldt bevidst om arbejdsdelingen.
For i samme regeringsgrundlag lægger regeringen op til et annullationssøgsmål om EU’s direktiv om mindsteløn, med netop begrundelsen: ”I Danmark er det arbejdsmarkedets parter, der forhandler rammerne for løndannelsen”.
Det er helt uden forhistorie, at en regering på den måde blander sig så direkte i arbejdsmarkedets parters forhold og griber direkte ind i overenskomsternes arbejdsvilkår, uden at der har været forudgående forliste overenskomstforhandlinger.
Og i FH finder vi det utilstedeligt, at der på den måde slås en betonpæl ind i den danske aftalemodel. Fremover kan man ikke vide, hvornår en regering efter eget forgodtbefindende pludselig kan finde på at bryde ind i de balancer, som arbejdsmarkedets parter aftaler i overenskomsterne.
Forhandling med blind makker
Hvis overenskomstforhandlerne på den måde kommer til at forhandle med en blind makker, så bliver det fremover stort set umuligt at indgå afbalancerede løsninger.
Det er klart, at det ikke er noget, der gør det nemmere, når de fleste private overenskomster skal forhandles i foråret 2023. Og i stedet burde regeringen have indkaldt til trepart om øget arbejdsudbud.
Når regeringen samtidig har foreslået skattelettelser i milliardklassen, så er det endnu sværere at se de gode argumenter for indgrebet.
Hvorfor bryde med den danske model og gribe ind i de kollektive overenskomster for at finansiere en fremrykning af forsvarsforliget, når man blot kunne udskyde den annoncerede skattelettelse nogle år?
Det har regeringen endnu til gode at forklare.
Hvordan vil forslaget ramme i den offentlige sektor? Det er stadig helt uklart, men formentlig vil regeringen sige, at det ikke må være udgiftsdrivende. Men hvordan hænger det sammen med, at en afskaffelse af Store Bededag må betyde, at fx skoler, SFO’er og daginstitutioner skal have en dag ekstra åbent?
Det er fortsat også uklart.
Større behov for pasning af børn
Èn ting er dog sikkert, og det er, at forslaget vil betyde et større pasningsbehov for de børn, hvis forældre nu skal arbejde en dag mere.
Og hvad med de butiksansatte?
De har i dag stort set ingen på forhånd fastsatte fridage, og nu fjernes så endnu én.
Som vi ser det, er regeringens forslag om at afskaffe en helligdag altså et historisk uhørt indgreb i overenskomsterne.
Vi vil fortsat anbefale regeringen at inddrage lønmodtagerne og indkalde til trepartsforhandlinger – i respekt for den danske model. Og fagbevægelsen står som altid til rådighed, når en regering kalder.
