FH’s næstformand, Bente Sorgenfrey er fortørnet over de mange anholdelser:
”Vores faglige kolleger i Belarus har i mange år udvist et stort mod og kæmpet for grundlæggende faglige rettigheder og menneskerettigheder.
De har været fuldt ud bevidste om den risiko, de løber. Men kampen for høje idealer har været vigtigere end risikoen for at lande i fængsel”.
KGB har både ransaget private boliger, kontorer tilhørende fagforeningerne og konfiskeret computere, personlige papirer, pas, kreditkort og SIM-kort.
Arrestationerne kommer i kølvandet på, at ILO’s komité, der vedrører foreningsfrihed, på sit møde i marts måned udtrykte en skarp kritik af Belarus for ikke at have implementeret de anbefalinger, som ILO’s undersøgelsesudvalg kom med tilbage i 2004.
Flere af de fagforeningsledere, som gennem årene har afgivet vidnesbyrd i ILO om forholdene i Belarus, er blandt de arresterede.
FH’s søsterorganisation i Belarus BKDP har været en skarp kritiker af Belarus’ støtte til Ruslands invasion af Ukraine, og det er bl.a. fremtrædende ledere i BKDP, herunder formanden Aleksandr Yarashuk og næstformand Sergey Antusevichsom, som er blevet sat bag tremmer.
FH kræver øjeblikkelig løsladelse af vores faglige kolleger
FH holdt i kølvandet på valget i 2020 møder med ambassadøren for Belarus til Danmark – et valg, som landets præsident Lukashenko udråbte sig som vinder af, selvom valgsejren i virkeligheden var gået til hans modstander Sviatlana Tsikhanouskaya.
FH havde i oktober 2020 besøg af Tsikhanouskaya, hvor vi drøftede valgsvindelen og de overgreb, landets borgere udsættes for.
”Det er fuldstændig uacceptabelt, det der er sket i Belarus, og vi fordømmer arrestationerne og ransagningerne på det kraftigste”, siger Bente Sorgenfrey. ”Det kommer vi til at fortælle ambassadøren, og vi kræver en øjeblikkelig løsladelse af vores faglige kolleger”.
ITUC – International Trade Union Confederation har rettet henvendelse til ILO.