Tænk, at få penge for at se videoer med dyr. Det lyder som en nem og hurtig måde at tjene lidt ekstra i fritiden. Og du skal heller ikke søge længe på internettet for at finde frem til den slags tip under overskrifter som ”Sådan tjener du 100 dollars om dagen”.
Det er lige så let at finde historier om eksempelvis en ung mand, der via platformsarbejde fik råd til en forlovelsesring, da han ville fri til sin kæreste. Umiddelbart er der meget romantik omkring platformsøkonomien. Alligevel er virkeligheden knap så lyserød.
Hvis man søger lidt videre på internettet og går ind i de grupper, hvor arbejdstagere på platforme er begyndt at samle sig og tale om deres problemer, finder man frem til arbejdere, der advarer hinanden om udeblivende betaling for deres ydelser.
Demonstrationer, strejker og offentlige protester
Og i løbet af de seneste fem år har der været over 30 demonstrationer, strejker, kampagner og offentlige protester fra arbejdere på platforme i eksempelvis Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien og Italien.
Seks procent af de europæiske arbejdstagere på platforme, får deres hovedindkomst eller en væsentlig del af deres indkomst fra arbejdet på platformene. Det kan umiddelbart lyde som et lille tal, men der er grund til at være alvorligt bekymret, mener seniorforsker Christophe Degryse fra ETUI.
– Arbejdet på platforme udvikler sig i stigende hast. I USA anslås det, at freelancere vil udgøre størstedelen af arbejdsstyrken i løbet af det næste årti, og i dag er næsten 50 procent af millennium-generationen allerede freelancere, siger han.
De usynlige arbejdstagere
Den type platformsarbejde, de fleste har hørt om, er madudbringning via platforme eller Uber, fordi begge dele er meget synlige i gadebilledet. Dog findes der en masse usynligt platformsarbejde.
Det kan være programmering eller test af it-programmer, det kan være kategorisering af billeder og videoer eller sortering af samme med stødende indhold.
Det kan også være rengøring, hushjælp, håndværksopgaver, skriveopgaver, oversættelser, grafisk arbejde, salg og kundeservice. Derfor er det i lige så høj grad typen af arbejde som antallet af arbejdstagere, der får advarselslamperne til at blinke.
– Der er tale om en ”platformisering” af arbejdsopgaver, der traditionelt set blev udført af medarbejdere, der er ansat af en arbejdsgiver. I Belgien har det belgiske svar på PostNord eksempelvis lanceret en platform, hvor alle bilister kan tage en pakke med på vejen for et par euro.
Det betyder i praksis, at traditionelle job gøres til små og dårligt betalte job og undergraver de rettigheder og vilkår, der regulerer arbejdsmarkedet. På den måde er det en unddragelse og skævvridning af konkurrencen på lige fod med skatteunddragelse, siger Degryse.
Det sagde Margrete Vestager:
Jeg tror, det har været en frustration og en bekymring hos virkelig mange mennesker, at nogle af de mennesker, som arbejder via en platform, har meget dårlige arbejdsvilkår.
Der må være en arbejdskamp, helt lige som der er alle mulige andre steder, sådan at der kan indgås overenskomster, og man kan få ordnede forhold på det arbejdsmarked. Det har meget høj prioritet.
Nogle af platformene kan man arbejde på i mange forskellige lande, og derfor er det også vigtigt, at man kan få den ret til at organisere sig, så man faktisk kan kæmpe samlet for at få bedre vilkår.
Små opgaver kan give store skader
Nogle af de opgaver på platformene, der ofte virker lette og hurtige som eksempelvis at gennemse videoer eller billeder eller at klikke sig gennem en test af et nyt it-værktøj, er heller ikke så afslappende, som de umiddelbart kan synes. Gennemsnitstimelønnen for disse opgaver ligger typisk på et par dollars, og den kan kun opretholdes, hvis der arbejdes hurtigt og døgnet rundt.
Der er tale om meget ensidigt arbejde, der forvolder smertefulde skader på led og muskler.
Arbejdet kan udløse stress og de samme arbejdsmiljøproblemer, som alle andre steder – blot uden de samme foranstaltninger som på traditionelle arbejdspladser. Og det stødende indhold på billeder og videoer kan eksempelvis give psykiske men.
Frie fugle i bur
Den romantiske forestilling om det frie liv som freelancer er ofte heller ikke et aktivt tilvalg for de arbejdstagere, der arbejder på platformene.
– Når vi spørger dem, er svaret sjældent, at de ønsker at blive freelancere. De har måske i stedet en drøm om at blive journalist eller chauffør. Det er ikke det, at være en fri fugl, der har styret deres valg. Uber har ofte sagt, at deres chauffører ønsker den frihed, platformen giver dem.
Og det er måske sandt. Men vi ved også, at de stadig ønsker den sociale sikkerhed og anden beskyttelse, der er i traditionelle job i tilfælde af, at de bliver syge eller kommer ud for arbejdsulykker.
Platformsarbejdet har størst fremgang i de lande, der er præget af høj arbejdsløshed og dårlig økonomi, hvilket også kan være en indikator på, at arbejdstagerne ikke reelt foretager et frit og lystbaseret valg.