Blogindlæg bragt på fyens.dk 10. november 2018

Politikerne på Christiansborg har besluttet, at fordi vi i gennemsnit lever længere, så er vi nødt til at blive længere på arbejdsmarkedet, så vi kan opretholde det velfærdssamfund, som vi kender i dag.

Der er bare ét problem. Det er ikke alle, som kan holde til at arbejde de ekstra år. Og lige nu oplever de, som ikke kan arbejde længere, at det bliver sværere at trække sig tilbage.

Efterlønsordningen, der tidligere var et sikkerhedsnet for nedslidte lønmodtagere, er ved at blive afviklet, og alt for få for tildeles den seniorførtidspension, som skulle samle de nedslidte op. Det betyder, at mange nedslidte lønmodtagere i dag må klare den sidste del af arbejdslivet på smertestillende medicin. Eller på midlertidig offentlig forsørgelse, som involveret et utal af arbejdsprøvninger og ressourceforløb.

Vi har nok alle sammen set indslagene i tv med nedslidte lønmodtagere, som sendes i arbejdsprøvning, selv om de er så syge, at de nærmest hverken kan stå eller gå. Helt ærligt: Det er altså ikke værdigt. De mennesker, som har slidt og slæbt på arbejdsmarkedet i mange år, og hvor kroppen nu siger stop – de skal ikke slæbes igennem det ene ressourceforløb efter det andet, før de kan få lov til at trække sig tilbage. Det er ikke rimeligt. Det er mangel på respekt. Alle skal have mulighed for at trække sig tilbage med værdigheden i behold.

Der skal ikke herske tvivl om, at LO-lønmodtagerne gerne vil arbejde. De er stolte af deres arbejde. Eksemplerne er mange: Brolæggeren, som hver dag lægger 300 brosten og bidrager til vækst i sit firma. Sosu-assistenten som sætter en ære i, at gøre “det lille ekstra” som bringer livsglæden frem i øjnene hos de ensomme ældre. Bagageportøren som hver dag håndterer kufferter med en sådan effektivitet, at hans firma gang på gang kåres til det hurtigste i Skandinavien. De sætter en ære i deres job. De er glade for at være en del af et arbejdsfællesskab. De vil hellere være raske og blive længere på arbejdsmarkedet end at trække sig tilbage før tid. Det er bare ikke alle, der kan holde til det i dag.

De fleste af de LO-lønmodtagere, som jeg møder, drømmer om at kunne nyde et otium uden smerter, træthed og funktionsbegrænsninger. De vil passe deres børnebørn, spille badminton og rejse. For mange bliver drømmene desværre aldrig til virkelighed. Det synes jeg er himmelråbende uretfærdigt!

Hvis politikerne vil sikre befolkningens opbakning til at blive længere på arbejdsmarkedet, må de sætte ind på to fronter:

Arbejdsmiljøet og mulighederne for at skifte spor løbende i ens arbejdsliv skal forbedres. Så færre slides ned. Og så skal der spændes et solidt sikkerhedsnet ud under dem, der bliver nedslidt, inden de når pensionsalderen. Så alle får mulighed for at trække sig tilbage med værdigheden i behold.

Det handler om respekt og om at behandle folk ordentligt.