Det seneste halvandet år har samarbejdet mellem de private virksomheder og det offentlige stået i stampe. Gevinsterne er ellers åbenlyse i form af en mere innovativ og effektiv offentlig sektor. Konkret er der gode eksempler lige fra udviklingen af centrale produkter som insulin til billigere vedligeholdelse af landets parker. Derfor er tiden kommet til at træde ned fra ølkassen og trække i arbejdstøjet.

Den socialdemokratisk ledede regering nedsatte Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde med det formål at understøtte konkurrencen om de offentlige opgaver og fremme samarbejdet mellem offentlig og privat. Vi har både hos Dansk Erhverv og FTF siddet med ved bordet i rådet og mærket den værdi, der ligger i at dele erfaringer og samle viden.
Siden bevillingen til rådet udløb i 2015, har vi ventet i spænding på afløseren. Den er ikke kommet endnu. Offentlig-privat samarbejde (OPS) befinder sig lige nu i et sort hul, hvor gode idéer, erfaringer, viden om effekt og eksportmuligheder forsvinder.
En strategisk drivkraft
Det sorte hul skal lukkes, så potentialet i samarbejdet mellem offentlige og private aktører kan indfries. Det skal ske ved at samle kræfterne i en ny national enhed for offentlig-privat samarbejde, der skal være den organisatoriske drivkraft i en samlet national strategi med det formål at udvikle og opbygge nye offentlige og private alliancer.
Det er ikke mere snak, men handling, der er behov for. Kræfterne skal samles. Offentlig-privat samarbejde-indsatsen skal organiseres smartere. Det er ikke endnu en knopskydning, vi efterlyser, men en strategisk drivkraft, der samler indsatsen med at styrke offentlig-privat samarbejde.
Den nationale OPS-enhed skal samle viden og kompetencer om offentlig-privat samarbejde fra hele landet. Den skal hjælpe med at skabe overblik over de mange spredte initiativer og erfaringer, der i dag findes i landets kommuner, regioner og ministerier.
Vi forestiller os, at en statslig OPS-enhed skal være en vidensbank og fødselshjælper. Hos enheden kan den offentlige medarbejder med en god idé finde sammen med private virksomheder og gå fra idé til løsning. Det skal også være OPS-enheden, private virksomheder kan henvende sig til, hvis de vil afprøve en idé i samarbejde med en kommune. Samtidig er det her, en kommune kan høre om erfaringerne fra andre kommuner.
En forudsætning for eksport
Vi skal som samfund være ambitiøse, når det kommer til samarbejdet mellem offentlig og privat. Vi har på grund af vores stærke samarbejdstraditioner en enestående mulighed for at bruge offentlig-privat samarbejde til at skabe internationale styrkepositioner. Det kan lyde som en flot hensigtserklæring, men fra virksomheder som Falck ved vi, at et stærkt hjemmemarked er en forudsætning for eksportsucces.
Lad os tage et væsentligt område: Der er flere ældre og få ressourcer til at levere velfærd. Det er en udfordring, som mange lande står med. Vi tror på, at vi via et styrket samarbejde mellem offentlige og private velfærdsleverandører kan udvikle nye løsninger, som kan fremme kvaliteten af den offentlige service og dermed blive en gevinst for de ældre og for Danmark, men så sandelig også for andre lande, hvortil man kan eksportere vores viden.
Der er allerede mange private virksomheder, der leverer velfærdsydelser til danskerne. Ved at inddrage private i opgaveløsningen – og ikke mindst i udviklingen af nye løsninger – skaber vi forudsætningerne for eksport – samtidig med at vi fremmer livskvaliteten for borgerne og arbejdsmiljøet for de ansatte. Det var eksempelvis Danske Diakonhjems erfaringer fra Danmark, der var udgangspunktet for, at det første danske plejehjem åbnede i Kina sidste år.
Behov for handling bag ordene
Tiden er inde til at sætte mere skub i samarbejdet. På tværs af medarbejdere og virksomheder er der et ønske om at styrke samarbejdet, og organiseringen af indsatsen er en afgørende faktor. De gode intentioner og skåltaler skal omsættes til handling. Det vil skabe værdi på alle tre bundlinjer: for borgerne, det offentlige og det private.
Hos Dansk Erhverv og FTF er vi overbeviste om, at en ny national enhed for offentlig-privat samarbejde vil være den samlende drivkraft, der sikrer samfundsmæssige gevinster og medfører international succes.