Socialrådgiver Maj Thorsen Ottesen gik for to år siden til Randers Amtsavis under pseudonymet "Karen". Hun og kollegerne havde forgæves forsøgt at råbe ledelsen op om risikoen for, at udsatte børn blev svigtet på grund af de kaotiske forhold i kommunens familieafdeling. Hver dag var hun bange for, at kommunen ville stå med en sag hvor hun eller andre i afdelingen havde overset alvorlige tilfælde – ligesom de kendte sager fra Brønderslev, Esbjerg eller Tønder.
Hun var ‘hundeangst for at blive fyret og for at blive mobbet af lederne’, hvis hun stod offentligt frem. Derfor valgte hun dengang at udtale sig anonymt. Et par måneder efter skiftede Maj Thorsen Ottosen jobbet i Randers ud med sit nuværende i Favrskov Kommune i jobcenterets Udførerafdeling. Her vidste ingen, at hun var "Karen".
Men for en uge siden stod Maj Thorsen Ottesen frem og fortalte til Randers Amtsavis, at hun var "Karen". Det skete i forbindelse med, at hun meldte sig til en splinterny arbejdsgruppe i Dansk Socialrådgiverforening, der tager sig af socialrådgiveres ytringsfrihed og etik.

Brug for at beskytte de ansatte ved lov 
Maj Thorsen Ottosen er bare én af de mange ansatte, der frygter for deres ansættelse, hvis de ytrer sig offentlig om kritisable forhold på jobbet.
Hele 47 procent der frygter negative konsekvenser, frygter den ultimative ballade: at blive fyret. Det viser en ny, omfattende undersøgelse af ansattes ytringsfrihed, som FTF har foretaget blandt 4.800 ansatte.
Frygten for fyring er dermed vokset markant. I 2010 var andelen på 32 procent og i 2012 på 40 procent, ifølge tidligere undersøgelser fra FTF. Også andelen, der frygter at få en advarsel, er steget. Til 32 procent i år mod 26 for seks år siden. At blive opfattet som illoyal af arbejdsgiveren topper listen over negative konsekvenser, som medarbejderne frygter.

Derudover frygter de ansatte at blive indkaldt til en ‘kammeratlig samtale’ af arbejdsgiveren (61 procent), at få påbud mod at udtale sig fremover (28 procent), at blive opfattet som illoyal af kollegerne (18 procent). Hver anden har en generel forventning om negative konsekvenser.
Tallene viser med al tydelighed, at der er brug for en indsats for at sikre de ansattes ytringsfrihed, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
"Det er alarmerende, at flere og flere frygter at miste jobbet, hvis de ytrer sig offentlig om jobbet. Tallet var højt nok i forvejen, og nu er det oven i købet begyndt at stige. Det viser klart, at den hidtidige indsats med oplysning og vejledning ikke har virket godt nok. Det er på høje tid, at vi får indført en ansættelsesretlig beskyttelse af medarbejderne – vi er overbeviste om, at det vil have en præventiv virkning overfor arbejdsgiverne", siger hun.

Ansatte i forsvaret føler sig truet
Frygten for negative konsekvenser er ikke grebet ud af den blå luft. Folketingets Ombudsmand har behandlet en række sager om offentligt ansattes ytringsfrihed bare inden for det seneste år.

En verserende sag på hans bord handler om, at forsvarets øverste chef, Peter Bartram, ifølge ansatte i forsvaret har truet med fyringer, hvis de ansatte er kritiske på sociale medier. På en række interne møder på kaserner og baser har forsvarschefen bl.a. meddelt, at han ikke vil finde sig i ‘uhøvisk tale på Facebook, hvor man kritiserer folk og sviner enkeltmænd og chefer til’.
Det har fået den største fagforening i Forsvaret, Centralforeningen for Stampersonel, at kritisere forsvarschefen for at komme med trusler og "knægte" sine ansattes ytringsfrihed.

Give mod til andre medarbejdere 
Tilbage til Maj Thorsen Ottesen, der stod frem med problemerne i Randers Kommune. Fra august i år tager hun og de fem andre medlemmer af Socialrådgiverforeningens nye arbejdsgruppe om ytringsfrihed ud og holder oplæg og debatmøder for kolleger rundt omkring i landet.
"Jeg håber, at vi kan være med til at udbrede viden om, hvad man kan gøre, hvis man gerne vil ytre sig om kritisable forhold. Især håber jeg, at vi kan være med til at give medarbejdere mere mod til stå frem. Mit budskab vil også være, at man først skal stå frem, når man har prøvet ALT andet internt først! Og så skal man overveje at gøre det flere sammen. Det er en kæmpe byrde at stå med det alene".