De to hovedorganisationer FTF og LO inviterer til debat om ligestilling, løn, job, barsel og feminisme fredag den 20. maj kl. 15-17 som led i festivalen ”Talk Town” i den Grå Kødby i København, der afholdes i dagene 18.-20. maj. 
Debatten stiller spørgsmålet: ”Who Runs The World”. På to timer besvarer vi spørgsmålene: Er ligestillingsudfordringerne universelle? Kan vi lære af Malawi? Hvordan står det til med ligestillingen i Danmark anno 2016, og hvad skal der til for at få mere ligestilling?
Med inspiration og perspektiver fra Malawi i Afrika debatterer Lizette Risgaard (LO), Bente Sorgenfrey (FTF), Jean Petersen (FOA), hvordan en ligestillingspolitik ser ud i 2016 for Danmark.  Er det et spørgsmål om kønsroller, barsel, løngab, kvoter, virksomhedskultur, jobstereotyper, lovgivning eller overenskomster?
Kom og vær med, så finder vi ud af det!
Women Deliver i København

Talk Town præsenteres som en samtaleby om køn, ligestilling og feminisme. Talk Town afholdes den 18.-20. maj i anledning af Danmarks værtskab for konferencen ”Women Deliver”, der arrangeres af organisationen af samme navn.

Her samles omkring 5000 kvinder, kvindeorganisationer, forskere, menneskerettighedsorganisationer mv. i Bella Center for at diskutere kvindepolitiske problematikker. Talk Town kører parallelt med Women Deliver og skal give den danske kvindepolitiske dagsorden fokus og et internationalt perspektiv.
FTF og LO deltager også i en debat i Bella Center den 17. maj kl. 18:30 til 20:30 under titlen Union Deliver – om hvordan kvinder position på arbejdsmarkedet kan styrkes kollektivt via empowerment – dvs. styrken til at kunne handle selv med udgangspunkt i kvindernes egne ressourcer og muligheder. Udover LO og FTF deltager også Sharan Burrow, generalsekretær I ITUC, samt fagforeningsrepræsentanter fra Danmark, Canada og Mellemøsten.