Kommunerne skal ikke alene bære det økonomiske pres fra de næsten 25.000 flygtninge, der ventes at komme til Danmark i år – oven i de 20.000, der kom sidste år. Det mener et stort flertal af danske lønmodtagere ifølge en ny Epinionsmåling foretaget for hovedorganisationen FTF.
Hele 81 procent mener, at de ekstraordinære udgifter, som kommunerne står med som følge af flygtningepresset, skal dækkes af staten.
"Kommunerne skal ikke stå alene med det økonomiske ansvar for flygtningene. Staten må træde til. Ellers kommer flygtningepresset til at gå ud over den kommunale velfærd. Det er danske lønmodtagere bekymrede for – med rette. Kommunerne har ikke andre steder at hente pengene end ved at skære yderligere ned på velfærden", siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Kommunernes økonomi vil crashe
KL har netop beregnet, at det vil koste i alt 1,5 mia. kr. i 2016 at tage sig af flygtningene. Ifølge KL’s beregninger vil 17.000 nye flygtninge koste bl.a. 420 mio. kr. i dagtilbud, 461 mio. kr. i modtageklasser og 340 mio. kr. i midlertidig indkvartering.
Beskæftigelsesrådets formand, Carsten Koch, sagde det sådan her på Kommunaløkonomisk Forum i januar:
"Hvis vi fremskriver worst case for flygtninge på arbejdsmarkedet og sammenholder det med refusionsomlægningen, der er født i en tid med andre forudsætninger, så er min prognose, at inden for to-tre år vil kommunernes økonomi crashe, hvis ikke vi gør noget drastisk."
Tiden er ikke til skattelettelser
Set i den sammenhæng finder Bente Sorgenfrey det ekstra uholdbart at sænke indkomstskatten, som regeringen lægger op til med en skattereform senere på året.

"Regeringens skattereform bør tænkes om. At sænke skatten i en periode med ekstraordinært pres på økonomien pga. flygtninge hænger ikke sammen", siger hun.