Justitsminister Søren Pind er en handlingens mand: ”Der er en ny sherif på vej til byen,” lød salutten på Søren Pinds Facebook-side, da han tiltrådte som minister.
I FTF, der repræsenterer bl.a. politifolk, lærere, pædagoger og sygeplejersker, ser vi frem til, at den ny sherif går i aktion og retter op på en åbenlys skævhed i sit ministerium:
Erstatningsnævnet, der hører under Justitsministeriet, har i et år afvist ansøgninger fra voldsramt plejepersonale med henvisning til en praksisændring i 2014, som nævnet imidlertid først har oplyst om i 2015. Ifølge den gamle praksis fik ansatte i omsorgsfunktioner normalt dispensation fra at skulle politianmelde voldssager på arbejdet af ’pædagogiske eller behandlingsmæssige årsager’.
Men uden at fortælle det til de ansatte og deres fagforeninger, har nævnet nu besluttet, at alle ansatte – uanset jobfunktion – skal politianmelde både børn, demente og psykisk syge. Man vil ikke længere give dispensation, selvom at en politianmeldelse vil skade den ansattes relation til det enkelte barn og patient.
Politi er i forvejen overbelastet
Sagen bliver yderligere grotesk, når man tænker på, at det danske politi lige nu er massivt overbebyrdet med ekstra arbejde på grund af pres fra flygtninge, terrortrussel samt den generelle indsats, som Søren Pind kræver intensiveret på både landeveje, i landsbyer og storbyer.
Justitsminister Søren Pind må gribe ind, så politiet ikke overbyrdes med hundredvis af anmeldelser mod børn og demente. Og Pind må sørge for, at Erstatningsnævnets igen giver dispensation ift. politianmeldelse, så de ansatte kan søge om erstatning uden at politianmelde børn, demente og psykisk syge.
Den 4. september sendte jeg et brev til Søren Pind, hvor jeg foreslår, at ministeren nedsætter et udvalg, der kan indrette systemet bedre (Brevet kan læses her).
Nævnet må have større tiltro til ansatte og fagforbund
Ifølge Erstatningsnævnet er praksis blevet ændret, fordi det i nogle sager var svært for nævnet at gennemskue, hvad der reelt var sket. En politiefterforskning kan hjælpe med at klarlægge hændelsesforløbet, mener nævnet, men det argument holder ikke.
Det fungerede ganske udmærket med den gamle praksis. Erstatningsnævnet har i forvejen mulighed for at indhente yderligere oplysninger, hvis der er uklarhed i en sag. Nævnet må have større tiltro til, at når ansatte rejser en erstatningssag, så er der noget om snakken. Det er jo ikke fri fantasi, at de her mennesker har været udsat for vold, og jeg regner med, at Søren Pind er enig i, at alle ansatte skal beskyttes mod vold.
Politiets ressourcer skal bruges klogere end at efterforske voldssager på folkeskoler og døgninstitutioner. Politifolkene har i dag massivt overarbejde og er rigeligt pressede i forvejen.
Bragt i Information d.d.