FTF, der er hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte, kontaktede sidste år beskæftigelsesministeren for at gøre ham opmærksom på, at danske mænd i en årrække har fået for lidt i erstatning i arbejdsskadesager. Det er ulovlig forskelsbehandling ifølge EU-retten. Det fastslog EU-domstolen i en dom i en lignende sag fra Finland sidste år.

På baggrund af FTF’s henvendelse ændrer Arbejdsskadestyrelsen nu praksis og har i dag udsendt en ny bekendtgørelse, så forskelsbehandling på baggrund af køn undgås i fremtidige arbejdsskadesager.
Hvad der skal ske med de mange afsluttede sager, hvor mænd har fået for lidt i erstatning i de forgangne år, er endnu ikke afklaret, da beskæftigelsesministeriet har sendt sagen til statens egen advokat; Kammeradvokaten, for en nærmere undersøgelse.
FTF forventer dog, at Arbejdsskadestyrelsen genoptager de relevante erstatningssager, så de ramte kan få den erstatning, de har krav på.
”Mænd og kvinder, der bliver syge eller kommer til skade på jobbet, skal vurderes og have erstatning på lige vilkår. Det er desværre ikke sket i en del år i Danmark, og det skal Arbejdsskadestyrelsen nu rette op på. Danmark skal selvfølgelig rette sig efter EU-lovgivningen på området. Derfor er jeg glad for, at Arbejdsskadestyrelsen ændrer loven, og jeg forventer da, at de også genoptager de sager, hvor folk har fået for lidt i erstatning,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
EU-dom: Drop forskelsbehandling
Forskelsbehandlingen skyldes såkaldte kønsopdelte erstatningsfaktorer, som ligger til grund for vurderingen af arbejdsskadesager. De bruges blandt andet, fordi mænd generelt har en kortere forventet levetid end kvinder. Men ifølge EU-domstolen må mænd og kvinders forventede levetid ikke anvendes som udgangspunkt i vurderingen af de enkelte sager.
Og det var netop de kønsopdelte faktorer, som EU-domstolen vendte tommelfingeren ned ad til i en sag fra Finland sidste år. De samme faktorer bruges herhjemme, når Arbejdsskadestyrelsen beregner erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Derfor forventer FTF, at Arbejdsskadestyrelsen går i dialog med arbejdsmarkedets parter om, hvordan praksis bliver ændret, så den er på linje med EU-lovgivningen, og samtidigt ser på omfanget af genoptagelse af allerede afgjorte sager.