Efter seks års forhandlinger er der ingen tegn på, at EU-regler om barsel kan blive til virkelighed. 
I juni 2014 offentliggjorde Kommissionen en liste over direktiver man ikke umiddelbart ville gå videre med at behandle eller fremsætte. Det skete under henvisning til den såkaldte REFIT-dagsorden – altså regelforenkling og lempelse af administrative byrder.
Et af de syltede direktiver er direktivet om barsel, der ellers er blevet forhandlet i 6 år. Udsigten til at et revideret direktiv på området vil blive fremsat formindsket endvidere af, at der er et blokerende mindretal i Rådet.
Der er store nationale forskelle og især Storbritannien er stærke modstandere af direktivet, så det forventes, at det blokerende mindretal vil bestå indtil de får Europaparlamentet til at give sig på nogle centrale områder. Det drejer sig blandt andet om at sikre to ugers barsel med løn til fædre.

FTF bakker op om Europaparlamentets holdning og har tidligere kritiseret, at Kommissionen lægger op til at skrotte et direktiv, der udover barsel til fædre lægger op til en række forbedringer for arbejdstagere, der er gravide eller lige har født.
FTF har taget afstand fra, at Kommissionen anskuer gravides sundhed og sikkerhed som en administrativ byrde.
Nødvendigt med nyt barselsdirektiv
Europæisk fagbevægelse har sendt et brev til institutionerne i EU og understreget nødvendigheden af et nyt barselsdirektiv, der yderligere beskytter gravide og ammende. De finder det problematisk, at man kun ser på de økonomiske byrder et sådant direktiv vil påføre arbejdsgivere og stater og ikke ser på de fordele der er ved at beskytte en udsat gruppe.