En reform af gymnasiet og eventuelt hf kan ende med at skade unge fra uddannelsesfremmede hjem og deres muligheder for at tage en videregående uddannelse, hvis man følger de forslag, som blandt andet gymnasieordfører for DF, Marie Krarup, har fremlagt.
DF ønsker at gøre hf til en forberedelsesskole med lavere ambitionsniveau målrettet professionsbacheloruddannelser som fx lærer, sygeplejerske eller bygningskonstruktør.
Det er en dårlig ide, da man herved vil tvinge mange unge, der endnu ikke er afklaret omkring deres fremtidige uddannelse og job, til allerede at vælge spor som 15-16-årige.
Det nytter ikke noget at opdele de unge i rigide kasser som 16-årige, hvor meget få ved, hvor de vil hen i uddannelsessystemet. Hvis de unge afkræves et valg, før de er klar, vil de bare gøre som deres forældre: Lægens søn bliver læge, og sygeplejerskens datter bliver sygeplejerske.
Social arv forværres
Forslaget vil forstærke den negative sociale arv, ikke nedbryde den, sådan som Marie Krarup hævder at ville med sit forslag.

Professionsbacheloruddannelserne kræver en stærk faglighed, hvis man skal kunne løfte opgaverne på et arbejdsmarked, der forlanger stadig højere fleksibilitet og kvalitet i ydelserne.
Professionsbachelorerne løfter i dag mange store opgaver og kombinerer teori med praksis. Det kan de bl.a., fordi de fleste studerende kommer fra gymnasiet med en solid teoretisk forståelse og almendannelse.
Denne baggrund kommer også mange til gode, når de vælger at supplere med kandidatuddannelser på universitetet senere hen.
Gymnasiet skal bedre forberede unge på virkeligheden
Danmark har brug for et gymnasium, der giver en stærk faglighed, og i meget højere grad forbereder de unge til at løse virkelighedens problemer på arbejdspladserne.

Fremtidens videregående uddannelser skal være mere erhvervs- og praksisrettede, og derfor skal gymnasiet være bedre til at vise de unge, hvordan teorierne kan omsættes til konkrete løsninger. Det vil stille de unge meget bedre – både de som skal på universitetet, og de som skal have en professionsbacheloruddannelse.