Verdens fattigste bor ikke længere kun i de fattigste lande. Faktisk bor flertallet af de fattigste i mellemindkomstlande.
Her er uligheden enorm, fordi fordelingsmekanismerne i samfundene ikke er blevet udviklet i samme takt som væksten. 
Flere end 200 millioner mennesker i verden mangler i dag et arbejde. Det er 28 millioner flere end før finanskrisen begyndte i 2007 – og udviklingen går den forkerte vej. Mange af dem bor i mellemindkomstlande, der tidligere har modtaget udviklingsbistand fra bl.a. Danmark, men som på grund af den hurtige vækst ikke længere kan modtage udviklingsbistand. 
Det er et problem, at hvis de rige bare bliver rige nok, så kan vi ikke længere hjælpe de fattige i landet, simpelthen fordi den gennemsnitlige indkomst per indbygger er kommet over den tilladte grænse for dansk udviklingsbistand.
Brug for nyt ulighedskriterium for støtte
Det er sket i mange lande, som vi før støttede. Fx i Angola, hvor man har fundet olie, samt i Paraguay, hvor grænsen lige er nået, og i Colombia, hvor uligheden er monstrøs, og behovet for støtte til demokratiet er stort.
Derfor er der brug for at introducere et ulighedskriterium som supplement til det rigide fattigdomskriterium, der vil gøre det muligt at støtte udvikling, anstændige jobs og sociale sikkerhedsnet også for de fattigste i mellemindkomstlandene.
Det kan bidrage til at skabe social sammenhæng og politisk udvikling og demokrati. Det kan forhindre ekstreme populistiske bevægelser i at få for megen magt og dermed sikre fred og stabilitet. Det kan bidrage til at skabe købekraft og efterspørgsel i bl.a. Danmark samt reducere migration af fattige migrantarbejdere.
En ny definition af fattigdom 
Netop fattige migrantarbejdere er et stigende problem. De arbejder typisk under slavelignende forhold uden for rækkevidden af dansk bistand. Det kan være mænd, der som bygningsarbejdere bygger fodboldstadions i Qatar under slavelignende forhold, eller kvinder, der slider og slæber som hushjælpere i Malaysia. De starter med og oparbejder løbende gæld, der fastholder dem i fattigdom, og ofte løses deres problemer ikke af at de rejser ud. 
Dansk udviklingsbistand skal være med til at forhindre, at mennesker udnyttes som migrantarbejdere. Derfor bør vi revidere de danske regler for, hvor man kan yde bistand, så det bliver muligt at komme denne voksende gruppe af udsatte mennesker til hjælp. Der er derfor – udover et ulighedskriterium – brug for en ny definition af fattigdom.
Folk må defineres som fattige, hvis deres løn ikke kan sikre de basale vilkår for dem selv og deres familie, i form af føde, husly, uddannelse og sundhed – uanset om de bor i verdens fattigste lande eller i de såkaldte mellemindkomstlande. Hermed tager definitionen udgangspunkt i det enkelte menneske frem for landets gennemsnitlige indkomst, som det sker i dag.
Dermed kan vi hjælpe den fattige arbejder i hjemlandet, i stedet for at han eller hun skal søge udenlands som migrantarbejdere, der arbejder under kummerlige forhold, uden rettigheder og på et eksistensminimum.
Skab vækst og job i hjemlandet
Verdensbanken forudsiger, at den migrerende arbejdskraft vil stige med 10 procent om året i de kommende år. Derfor er der behov for at gøre noget nu for at begrænse strømmen af migranter og samtidig gøre vilkårene bedre for dem, der tager chancen i et fremmed land.
Derfor skal vi arbejde for at skabe vækst, beskæftigelse og anstændige job for de fattige mennesker i verden, så de får færre grunde til at rejse – og der skal gøres en indsats for migrantarbejderne i de lande, hvor de arbejder.
Det er oplagt at involvere arbejdsmarkedets parter og lokale myndigheder både i afsender- og modtagerlandene og bidrage med støtte til blandt andet social dialog mellem arbejdsmarkedets parter og styrkelse af erhvervsuddannelser. Det kan samlet set være med til at skabe bedre vilkår for den enkelte og for familien.

Læs flere debatindlæg om "Vækst gennem bistand" på Altinget.dk