Der er brug for et mere målrettet tilsyn og hårdere straffe i kampen mod dårligt arbejdsmiljø. Det er hovedbudskabet fra Arbejdsmiljørådet, der består af både arbejdsgivere, fx DA og DI, samt hovedforbundene FTF, LO og AC mfl.
Et enigt råd er netop kommet med en række forslag og anbefalinger til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, og budskabet er klart: Beløn arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø og slå samtidig hårdere ned på de arbejdspladser, hvor der begås alvorlige og bevidste overtrædelser af arbejdsmiljøloven.

”Der er både offentlige og private arbejdspladser, der har store problemer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og det skal vi have gjort noget ved. Belønning til de gode og skærpet straf til de slemme er en af løsningerne”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der repræsenterer 450.000 privat og offentligt ansatte.

Arbejdsmiljørådet anbefaler, at Arbejdstilsynet især bør rette fokus mod problematiske arbejdspladser. I arbejdsskadesystemet er det muligt at se, hvilke virksomheder og brancher, der får anmeldt/anerkendt fysiske og psykiske arbejdsskader, og derfor har alvorlige arbejdsmiljøproblemer, og det bør udnyttes bedre, mener rådet.

”Arbejdstilsynet bør i højere grad anvende viden om anmeldte arbejdsskader fra arbejdsskadesystemet, så tilsynet rettes mod de arbejdspladser, der har de største problemer. Samtidig er der behov for en mere målrettet opfølgning på Arbejdstilsynets påbud og reaktioner”, siger Bente Sorgenfrey.

Husk det psykiske arbejdsmiljø
Det er stadig det fysiske arbejdsmiljø, som er mest i fokus på mange arbejdspladser, på trods af at dårligt psykisk arbejdsmiljø koster 1.400 liv og mindst 1,5 mia. kr. i produktionstab årligt. Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

”Dårligt psykiske arbejdsmiljø forårsaget af stress, chikane og trusler mod ansatte koster en formue hvert år på grund af øget sygefravær, og det problem skal tages alvorligt”, siger Bente Sorgenfrey.