Flere end 200 mio. mennesker i verden mangler i dag et arbejde. Det er 28 mio. flere, end før finanskrisen begyndte i 2007 – og udviklingen går den forkerte vej.
Afrika og lande i Sydasien er hårdest ramt af arbejdsløshed og fattigdom. Men også mellemindkomstlande såsom Malaysia, Sydafrika og dele af Latinamerika har i dag kæmpemæssige byområder, hvor fattigdommen er i voldsom vækst. Verdens fattigste bor ikke længere kun i de fattigste lande.
Retten til et bedre liv
Forrige år vedtog regeringen en ny, visionær strategi for, hvordan vi yder hjælp til verdens fattigste mennesker. ”Retten til et bedre liv” går i korthed ud på, at når Danmark yder bistand, skal vi samtidig være med til at opbygge demokrati, sikre, at menneskerettighederne overholdes – og at skabe bæredygtige virksomheder og grøn produktion, så befolkningen igen kan forsørge sig selv.
Formålet er, at når den sidste bistandskrone er udbetalt, har vi bidraget til at skabe økonomisk vækst og bæredygtige virksomheder med anstændige job og til, at flere får en uddannelse.
Ny definition af fattigdom
Vi er enige i strategien. Men vi bliver nødt til også at inddrage de
millioner af fattige, der i dag bor i mellemindkomstlandene. De får i dag ikke del i vores hjælp, da vi kun giver bistand til de fattigste lande.
Derfor må vi have en ny definition af fattigdom, så fattige i lande, hvor der er stor ulighed, også får den hjælp, som de har behov for.Vi vil gerne tilbyde vores hjælp, så de gode hensigter kan føres ud i livet.
Vi repræsenterer stort set hele det danske arbejdsmarked – på begge sider af bordet. Vi har gennem mange år opbygget en omfattende ressource af erfaringer og viden om, hvordan man skaber arbejdspladser i bæredygtige virksomheder.
Vi ved, hvordan man producerer varer med færrest mulige naturressourcer, vi er gode til at udvikle grøn produktion, vi er eksperter, når det gælder opbygning af små og mellemstore virksomheder, og vi ved, hvordan varerne skal afsættes til kunderne på det globale marked.
F.eks. har vi alle forudsætninger for at bidrage positivt til en større og mere effektiv fødevareproduktion.Derudover vil både unge og virksomheder i modtagerlandene have stor gavn af principperne i vores erhvervsuddannelser, hvor unge knyttes til arbejdsmarkedet på et tidligt tidspunkt i deres uddannelse.
Vores fælles udgangspunkt er, at de job, som vi skaber, skal være anstændige job. Det vil sige, at lønmodtagerne skal kunne leve af den løn, som de får, arbejdsvilkårene skal være i orden, og virksomhederne skal sørge for ordentlig sikkerhed for deres ansatte.
Anstændige job
Vores mål om anstændige job er i høj grad udfordret af krisen, der betyder, at det i dag er endnu sværere at organisere både lønmodtagere og arbejdsgivere.
Men hvis ikke vi kan bidrage, hvem kan så? Vi er blandt de lande i verden, der er bedst til at finde gode løsninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, og vi har stor erfaring med, at medindflydelse, åbenhed og ansvarlighed motiverer medarbejdere og giver arbejdsglæde til gavn for virksomheden.
En aktiv rolle til danske virksomheder og lønmodtagere i dansk bistandspolitik vil skabe flere nye job også i Danmark. På ganske kort tid tabte vi 200.000 arbejdspladser på grund af krisen.
Dette kunne godt lyde som en jobansøgning. Det er det ikke. Men det er en stor og varm opfordring til vores nye handels- og udviklingsminister om at invitere arbejdsmarkedets parter til en dialog om, hvordan vores nye, flotte strategi kan blive foldet ud.
Helt konkret foreslår vi, at ministeren inviterer os til et møde, hvor vi uddyber, hvordan vi kan bidrage med at styrke Danidas aktiviteter inden for erhvervsudvikling.
Alle Danidas landestrategier og programmer bør f.eks. have fokus på, hvordan vi kan skabe job og vækst.
Udgangspunkt i den enkelte
Derudover mener vi, at der er brug for en ny definition af fattigdom. Folk må defineres som fattige, hvis de tjener mindre end 2 dollars om dagen – uanset om de bor i verdens fattigste lande eller i de såkaldte mellemindkomstlande (MIC). Hermed tager definitionen udgangspunkt i det enkelte menneske frem for landets gennemsnitlige indkomst.
De mange millioner mennesker rundt om i verden, der mangler et anstændigt arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres familie, fortjener, at danske virksomheder, arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen inddrages i at skabe bæredygtig og langsigtet vækst. Så derfor, kære minister: Vi ser frem til en åben dialog.
AF TINE BORK, HÅNDVÆRKSRÅDET | JAN LAUSTSEN, LANDBRUG & FØDEVARER | THOMAS BUSTRUP, DANSK INDUSTRI | BENTE SORGENFREY, FTF | MARIE-LOUISE KNUPPERT, LO.
Bragt i Jyllands-Posten 26.02.14