Med Thomas Bernt Henriksens analyse ”Er du træt af fagbevægelsen, Mette Frederiksen?” (17/2), kan det hermed konstateres, at analysens forfatter læser aviser, som Fanden læser biblen.
I fredags udtalte vi os i et konkurrerende medie positivt om Carsten Koch Udvalgets anbefalinger til et nyt aktivt arbejdsmarkedssystem. Ingen på jordens overflade er mere interesseret i, at vores arbejdsløse medlemmer får bedre hjælp til at komme i varige jobs, end vi er i fagbevægelsen.
Vi sagde da også om Carsten Koch Udvalgets forslag om en mere individuel indsats over for de arbejdsløse, mere uddannelse og bedre virksomhedskontakt, at ”Det kunne vi ikke have fundet bedre på selv”
Det får Thomas Bernt Henriksen analyseret ud i galaksen til at betyde, at hvis fagbevægelsen skulle forestille sig, at være Mette Frederiksens venner, har hun ikke brug for fjender.
Man tager sig til hovedet.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen kommer i samme konkurrerende medie da også til den stikmodsatte konklusion end TBH. Jørgensen forstår til gengæld ikke, hvorfor fagbevægelsen lægger sig så tæt op ad anbefalingerne i Kochrapporten.
Sandheden ligger heldigvis et sted midt imellem. Vi imødeser forhandlingerne med et åbent sind. Men selvfølgelig har vi klare ønsker for den kommende indsats. I respekt for vores arbejdsløse medlemmer, mener vi, at de skal have den mest kvalificerede hjælp allerede fra starten. Derfor bør de have hjælp af deres a-kasse, som kender deres branche og ikke af det kommunale jobcenter, som Carsten Koch-udvalget anbefaler.
Vi er glade for udvalgets forslag om, at ufaglærte arbejdsløse får ret til uddannelse fra dag ét. Men vi forstår ikke, hvorfor det skal være på en lavere ydelse, da dét vil gøre det svært for mange at gennemføre. Desuden mener vi, at tilbuddet om uddannelse bør gælde alle arbejdsløse. Det er sund fornuft, hvis vi mener det alvorligt, at arbejdsløse skal i varige jobs.
Endeligt stiller vi spørgsmålstegn ved om statens refusionssatser i forhold til aktiv indsats overfor forsikrede ledige skal reduceres over tid. Det vil svække kommunernes incitament til en ekstra indsats over for ledige i den sidste del af dagpengeperioden.
Men det bør være muligt at finde fælles løsninger på vores nok største samfundsproblem i øjeblikket: bekæmpelse af arbejdsløshed.