I morgen løber Danmarks største konference for velfærdsinnovation af stablen; Velfærdens Innovationsdag som efterhånden har etableret sig som en årligt tilbagevendende begivenhed, samler i år 1.200 ledere, frontmedarbejdere og udviklingsansvarlige på tværs af sektorer og hierarkier til en national udviklings- og netværksdag i Øksnehallen i København.
Programmet tager fat i de store velfærdsdagsordener, og går samtidig i dybden med forskellige sektorspecifikke udfordringer og muligheder, der ligger på vejen mod fremtidens velfærd.
Når tillidsreformen omsættes til virkelighed
FTF står sammen med OAO for to temasessioner om tillid. Den ene har overskriften "Skab bedre resultater med tillid til dine medarbejdere". Mange er enige om, at afbureaukratisering og tillid er vejen frem i den offentlige sektor, fordi mindre kontrol og mere tillid til medarbejderne giver bedre resultater, mere effektive arbejdspladser og gladere medarbejdere. Men hvad er det egentlig for resultater, der hele tiden henvises til? Og hvordan håndterer medarbejderne at blive mødt med tillid i stedet for kontrol?
Det vil FTF’s formand Bente Sorgenfrey og OAO’s formand Flemming Winther diskutere med en forsker og folk med konkrete erfaringer fra såkaldte styringslaboratorier.
"Tillid og dialog viser vej til en bedre offentlig sektor" er titlen på den anden temasession om tillid, som FTF og OAO står for. Her viser gruppen Dacapo med interaktivt teater, hvad der er på spil, og hvad man skal være opmærksom på, når tillidsreformen skal omsættes til virkelighed. Udgangspunktet er Halsnæs Kommune, hvor fællestillidsrepræsentanten og borgmesteren sammen har skudt tillidsreformen i gang ude på kommunens institutioner.
Ny velfærd stiller nye krav til lederne
Innovationsdagen stiller også skarpt på de særlige kræv, lederne velfærdssektoren står over for. Hvor lederne hidtil er uddannet til at udvikle og lede organisationer, der leverer klart definerede serviceydelser til borgerne, skal de fremover være mere åbne for både borgere og lokalsamfund og kunne samarbejde med andre organisationer uanset sektor. Ud over en lang række temasessioner indeholder innovationsdagen events, udstillinger og et stort antal konkrete eksempler på innovative velfærdsløsninger.
Velfærdens Innovationsdag arrangeres af Mandag Morgen i samarbejde med KMD, Socialstyrelsen og DI Service.