Voldsomt opskruede krav om at afslutte flere sager presser sagsbehandlerne i Arbejdsskadestyrelsen. Det er kommet frem i medierne, efter at en tidligere jurist i styrelsen er gået ud med skarp kritik.
FTF’s medlemsorganisationer Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening og BUPL genkender problemerne fra de sager, de varetager for deres medlemmer. I fagforbundene oplever man dagligt at modtage afgørelser med mangelfulde og forkerte begrundelser. Således ser BUPL mange fejl i de mere komplicerede sager og forbundet mener, at kvalitetsniveauet er for svingende. Hos BUPL er man bekymret for, at Arbejdsskadestyrelsen planlægger at fjerne de fagkonsulenter, der har været tilknyttet de sagsbehandlende teams i styrelsen.
Fyringsrunder og effektiviseringer
Arbejdsskadestyrelsen har som i mange andre offentlige institutioner effektiviseret som led i regeringens reformer: Flere fyringsrunder gennem de seneste år har skåret små hundrede årsværk væk.
De stadigt færre medarbejdere har de senere år modtaget flere og flere sager. Sidste år modtog styrelsen 57.000 anmeldelser om arbejdsskader i form af ulykker og erhvervssygdomme. Men samtidig er der tyndet voldsomt ud i bunkerne af gamle sager, fordi styrelsen er blevet meget hurtige til at sagsbehandle og afslutte sagerne.
Noget tyder dog på, at Arbejdsskadestyrelsen er blevet lidt for hurtig – hurtigere sagsbehandlingstid er tilsyneladende sket på bekostning af kvalitet. Både medarbejdere, forsikringsselskaber og skadelidtes repræsentanter rejser nu kritik af kvaliteten af sagsbehandlingen.
Minister kræver redegørelse
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som også i andre sammenhænge har lagt vægt på en fair behandling af de arbejdsskadede, er gået ind i sagen. Hun kræver en redegørelse fra Arbejdsskadestyrelsen om retssikkerheden i arbejdsskadesagsbehandlingen.
FTF er meget tilfredse med, at beskæftigelsesministeren tager kritikken alvorligt. Hvis redegørelsen viser, at der har været skåret for dybt hos Arbejdsskadestyrelsen, forventer FTF, at der bliver fundet en hurtig løsning, der kan genoprette de arbejdsskadedes retssikkerhed.