Medarbejdere og ledere i det offentlige skal kunne arbejde uden at bruge tid og kræfter på overflødig dokumentation og kontrol. Opgaverne i den offentlige sektor skal løses med tillid til medarbejdernes faglige dømmekraft og i tæt samarbejde mellem ledere og medarbejdere. Det er en væsentlig del af indholdet i den aftale, som regeringen sammen FTF og de øvrige parter på arbejdsmarkedet før sommerferien indgik om en tillidsreform i den offentlige sektor.
FTF lancerer nu en temaside om tillidsreformen med alt FTF-stof om selve reformen og baggrunden for den – fx om hvordan tillid er en gevinst for opgaveløsningen i den offentlige sektor. Her kan man også finde links til andre relevante vidensider om tillidsreformen.
Det er afgørende og meget positivt, at både regering og arbejdsgivere har givet fagbevægelsen og dermed medarbejderne i den offentlige sektor en formel og afgørende rolle i at være med til at forny den offentlige sektor. Det understreger FTF’s formand, Bente Sorgenfrey.
"Aftalen giver tillid og samarbejde en afgørende en rolle – det er virkelig glædeligt. FTF længe haft tillid til de ansatte på dagsordnen. Vi kan ikke modernisere den offentlige sektor uden at vise medarbejdere og ledere tillid og give plads til medarbejdernes faglige dømmekraft. Opgaven er jo at bevare kvaliteten overfor borgerne og samtidig gøre tingene smartere og mere effektivt," siger hun.
Tillid, faglighed og indflydelse
Konkret er parterne enige om syv principper, som samarbejdet skal forme sig efter. Her er det vigtigst for FTF, at reformen konkret og mærkbart for medarbejderne fører til en offentlig sektor med mere TILLID til de ansatte – og derfor mindre kontrol – mere plads til FAGLIGHEDEN og mere konkret INDFLYDELSE til medarbejderne på de enkelte arbejdspladser.
Aftalen stiller også krav til medarbejdere, tillidsrepræsentanter og ledere, pointerer Bente Sorgenfrey.
”Vi har en forpligtelse til at få problemerne frem i lyset, så vi kan få gjort noget ved dem. På den måde kan vi bidrage konstruktivt til en bedre og gerne mere veldrevet offentlig sektor med en høj kvalitet til borgerne”, siger hun.