Hvis kommunerne skal styrke innovationen, skal der tænkes nyt. Det giver næsten sig selv. Men det er ikke lige meget, hvem der tænker nyt og under hvilke forhold. For det meste udformer embedsmændene de politiske forslag, som kommunalpolitikerne bagefter enten godkender eller afviser. Politikerne deltager derfor sjældent i udviklingen af ny politik, og det hæmmer innovationen.
Det viser et nyt observationsstudie af 10 kommuner i Region Midtjylland. I stedet bør politikerne komme ind i maskinrummet sammen med embedsmændene og der bruge deres politiske værdier til at skabe nye og bedre løsninger på kommunens problemer.
”Når man som politiker tillader sig at gå til en sag ud fra sine politiske værdier – og ikke kun ud fra embedsværkets sagsfremstilling – bringer man perspektiver på banen, som kan åbne for nye muligheder i forhold til en konkret udfordring,” forklarer forskerne bag undersøgelsen, Kirsten Engholm og Annemette Digmann.
Politiske værdier hjælper innovationen
Studiet viser, at kommunalpolitikere ofte frygter, at beslutningsprocessen bliver langstrakt, hvis de lægger vægt på deres politiske værdier. Og at forslagene måske slet ikke bliver vedtaget pga. politiske uenigheder. Men ifølge forskerne bag undersøgelsen er de politiske værdier vigtige, hvis politikerne vil fremme innovation. For øget dialog ud fra forskellige politiske holdninger fører til helt nye perspektiver og løsninger, som de politisk neutrale embedsmænd ikke ville være kommet på alene.
I Hedensted kommune arbejder byrådsmedlemmer og embedsmænd fra flere forskellige kontorer eksempelvis sammen i såkaldte ’forstyrrelsesgrupper’. Her prøver de sammen at tænke ud af boksen og finde på helt nye perspektiver og løsninger på kommunens problemer. I andre kommuner har man prøvet at nedsætte udvalg, hvor både embedsmænd, politikere og borgere er med.
”Det er en helt anderledes dialog, der udspiller sig, når borgerne ikke kun skal tage stilling til, om en gavl skal være rød eller blå, men skal bidrage til spørgsmål som: ’Hvordan skabes en bydel, der kun er syv minutter fra resten af verden’? Eller ’Hvordan bliver fjorden et aktiv, der skaber liv, sundhed og bæredygtighed?’” spørger de to forskere bag undersøgelsen.
Fem gode eksempler
Forskerne opstiller fem gode eksempler på, hvordan administrationen kan inddrage politikerne i udviklings- og innovationsforløb:
• Lige efter kommunalvalget i år vil nogle kommuner interviewe de nyvalgte om deres mål og visioner. Svarene bruges til at opstille en strategi for arbejdet i det nye byråd.
• Nogle kommuner har gode erfaringer med at lade politikerne formulere opgaverne, som administrationen skal løse. Dermed inddrages politikerne i sagens første faser, i stedet for blot at få løsningsforslaget forelagt.
• For ikke at udfordre de stående udvalg er det en god idé at nedsætte undersøgelsesgrupper, når nye emner og områder kommer op.
• Flere kommuner eksperimenterer med at ændre formen på møderne. Nogle lader andre end de sædvanlige stå for at lede mødet, andre holder møder uden for de almindelige lokaler.
• Læg ud med at tale om visionen for opgaven og først derefter om begrænsninger og detaljer. Start eksempelvis med at tale om, hvad folkeskolereformen kan betyde for barnet og læringen, før I taler om normeringer og manglende ressourcer.