Hvilke bøger vil du gerne anbefale?
De to bøger jeg vil anbefale, er to meget letlæste bøger. Altså ikke i betydning af at de er tynde, men de giver nogle meget let forståelige værktøjer, der kan omsættes til handling med det samme. Den ene bog er "Brug dit brand – Udtryk organisationens identitet gennem corporate branding" af Mary Jo Hatch og Majken Schultz fra 2009, og den anden er "Organisationskultur og ledelse" af Edgar Schein fra 1994. Jeg har brugt begge bøger i forbindelse med min uddannelse, der ligesom bøgerne har været meget praksisnær.

Hvordan har du arbejdet med branding?
Bogen er bygget op af eksempler på god og dårlig branding. Eksempelvis beskriver forfatterne, hvordan British Airways forsøgte at skabe et nyt og mere moderne brand, der skulle erstatte deres meget tunge og konservative image. Men selvom flyselskabet skiftede logo og ændrede flyenes udseende udadtil, rørte de hverken ved det gamle bestik, maden eller opdaterede stewardessernes uniformer. De mistede både penge og gamle kunder ved moderniseringen samtidig med, at der ikke kom nye kunder til. Eksemplet viser, at forandring kræver en helhedsindsats. Selv de mindste detaljer skal være i orden, hvis et brand eller et koncept skal fremstå troværdigt og fungere i praksis.

Den tankegang har jeg overført og brugt i forbindelse med, at jeg skulle starte en ny indkøbsafdeling op i politiet. Jeg tvang mig selv til at tænke alle scenarier igennem lige fra worst case til best case, inden jeg præsenterede konceptet for mine medarbejdere. For det nytter ikke at give folk en ny jobbeskrivelse og titel, hvis de ikke forstår, hvad den indebærer. Som leder er det dit ansvar at skabe rammerne for dine ansattes nye arbejde. I bund og grund handler det om god kommunikation. Jeg blev nødt til at fortælle medarbejderne, hvordan jeg overordnet gerne så de løste opgaverne, og hvad jeg forventede af dem. Eksempelvis i hvilken rækkefølge opgaverne skulle løses. Hvis man ikke er grundig i udviklingsfasen, risikerer man at præsentere en topmoderne afdeling, der alligevel ikke kan løse opgaverne på den tid den har lovet.
Hvad er opskriften på et godt brand?
Du ved, at du har skabt et godt brand, når det ikke bare er dig, der fortæller om, hvor fantastisk projektet er, men når kollegaerne ved kaffemaskinen roser dit arbejde. De gode historier er et bevis på, at du som leder har ramt rigtigt, og at du har formået, at få medarbejderne til at bære din ide videre. Et godt eksempel på forfejlet branding er derimod burgerbaren, der sælger sig selv på at have "Byens Bedste Burger", selvom de egentlig serverer en flad, middelmådig bolle.

Hvis et brand ikke lever op til den historie, det skal fortælle og holde, hvad det lover, mister konceptet opbakning. De samme vilkår gælder for min indkøbsafdeling. Hvis politifolkene ikke kan se, hvad de skal bruge en indkøbsafdeling til, er den lukket om et år. Denne her bog er god at bruge, når man arbejder med en ny ide. Man kan spejle sig i eksemplerne fra teksten og undgå de fleste overraskelser, når projektet sættes i søen.
Hvorfor er en 20 år gammel bog om organisationsledelse relevant for moderne ledere?
Edgar Scheins bog bygger på nogle helt grundlæggende antagelser om virksomhedskultur, og det har været meget nemt for mig at genkende de værdier og situationer, han taler om, på min egen arbejdsplads. Jeg tror faktisk, alle ledere vil kunne genkende sig selv i hans bog, lige meget om de leder en virksomhed i Japan, Kina eller Danmark.


En arbejdspladskultur er helt afgørende for effektiviteten, arbejdsglæden og lederens gennemslagskraft. For hvis dine medarbejdere ikke forstår, hvor du og virksomheden er på vej hen, begynder de at danne subkulturer. Derfor er det som leder vigtigt tidligt at kunne aflæse små tegn på, at en virksomhedskulturbegynder at falde fra hinanden. Det kan være alt fra, at en person i afdelingen klæder sig anderledes end de andre eller bliver holdt uden for, til at fredagsbaren er tom eller kollegaerne ikke længere sidder sammen i kantinen. Edgar Schein sætter ord på nogle af de mekanismer, som man sjældent lægger mærke til, når det hele fungerer.
Hvornår tænker du på virksomhedens kultur?
Som leder skal man have værktøjskassen i orden. Jeg har haft stor gavn af at tænke i organisationskultur, da jeg for eksempel skulle sætte folk sammen i forbindelse med udviklingen af den nye indkøbsafdeling. Jeg sørgede for, at medarbejderne ikke var alt for forskellige, ved se på deres erfaring, sikre at de kunne komplementere hinanden, at de var nogenlunde samme alder, havde samme uddannelse og at min fornemmelse for kemien mellem dem var god.

Hvis du har fået lyst til at læse mere: "
"Brug dit brand – Udtryk organisationens identitet gennem corporate branding" af Mary Jo Hatch og Majken Schultz fra 2009.
"Organisationskultur og ledelse" af Edgar Schein fra 1994.