Under parolen ”Lærerne er de første. Hvem bliver de næste?” arrangerer de forskellige statslige og kommunale underviserorganisationer demonstrationer i de fire største byer på onsdag den 20. marts kl. 17.
FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, støtter demonstrationerne sammen med en lang række andre organisationer fra både AC, FTF og LO.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, skal tale ved demonstrationen på Christiansborg Slotsplads i København. Demonstrationen i København varer fra 17.00-18.15 og får også musikalsk opbakning fra det populære danske band Turboweekend. Programmet for de tre andre store byer er ikke klar endnu. For-demonstrationen starter kl. 16.15 på Rådhuspladsen.
Den danske model er en vigtig styrke
For FTF har både opspillet til de igangværende forhandlinger og den højlydte politiske indblanding under selve forhandlingerne brudt med de danske traditioner for at lade overenskomstparterne forhandle i fred med hinanden uden politisk indblanding.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, siger:
”Jeg minder om, at den danske model er en vigtig styrke for dansk økonomi og den fundamentale tillid mellem parterne på arbejdsmarkedet. Det er ikke nemt, men der er brug for at finde en forhandlingsløsning”.
Hun supplerer ved at pege på, hvor hun mener, den danske model er blevet udfordret kraftigt i forbindelse med den aktuelle konflikt:
”Det er godt, at vi har en offentlig debat om udviklingen af samfundet, men i hvert fald på to punkter er politikerne gået for langt denne gang. Det er helt utidig politisk indblanding, når regeringen allerede før overenskomstforhandlingerne finansierer en skolereform med en reform af lærernes arbejdstidsregler. Og det er utidig indblanding, når adskillige topministre lægger et højlydt offentligt pres på den ene aftalepart, mens forhandlingerne foregår”.
Der er meget på spil, påpeger Bente Sorgenfrey:
”Vi så en lignende politisk indblanding under SAS-konflikten, og regeringens nye Vækstplan DK varsler tilsyneladende flere politiske opgør i fremtiden med de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Indblandingen rammer ikke kun arbejdsforholdende for de pågældende faggrupper. Det er hele den danske aftalemodel, som politikerne påvirker nu – og det vil have langvarige konsekvenser. Er det virkelig regeringens politik?”, spørger Bente Sorgenfrey.
Demonstrationen den 20. marts skal sende et stærkt signal til regeringen om, at den skal respektere den danske model og stoppe den utidige indblanding i overenskomstforhandlingerne. Og den skal fortælle politikerne, at de faglige organisationer ikke vil acceptere, at de offentligt ansatte skal betale for regeringens reformer gennem forringede arbejdsvilkår.
Fakta om demonstrationerne
Arrangørerne bag demonstrationerne er: Frie Skolers Lærerforening, Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, Dansk Magisterforening og Danmarks Lærerforening.
FTF støtter demonstrationen, og det samme gør bl.a. FOA, BUPL, HK kommunal, 3F – den offentlige gruppe, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd og Socialpædagogernes Landsforbund. Støtten sker bl.a. i form af støtteerklæringer og opfordringer til medlemmerne om at deltage i demonstrationerne.
Demonstrationerne finder sted på Christiansborg Slotsplads i København, Store Torv i Aarhus, Gammel Torv i Aalborg, Flakhaven i Odense på onsdag den 20. marts kl. 17-18.15.
Programmet i de enkelte byer er stadig i under udvikling.