Den danske models traditioner for holdbare resultater gennem dialog og forhandling er blevet sendt til tælling af magtlogik og et ønske om konfrontation.
Ingen kunne være i tvivl om, at der var lagt i kakkelovnen til underviserne før årets overenskomstforhandlinger. Allerede i starten af 2012 var KL ude med meldinger om, at man ikke ville stå tilbage fra at bruge lock-out-våbnet offensivt, hvis man ikke opnåede tilfredsstillende resultater.
Regeringen skubbede Emil og en folkeskolereform foran sig – og krævede at udgifterne til heldagsskolen blev finansieret gennem en omlægning af undervisernes arbejdstid. Med sådan et låst mandat kan det ikke undre, at staten som arbejdsgiver – med finansminister Bjarne Corydon i spidsen – ikke har veget en tomme under forhandlingerne med underviserne. Og de kommunale forhandlere i KL har loyalt bakket linjen op.
Situationen er ganske alvorlig. Nu er parterne på vej i Forligsinstitutionen, uden at der har været realitetsforhandlinger. Forligskvinde Mette Christensen kommer på en svær opgave – for den reelle modpart sidder hjemme i Finansministeriet og forbereder det lovindgreb, der skal sikre regeringen sin skolereform. Og oppositionen har markeret, at man er klar til at bakke op om et opgør med underviserne.
En sejr kan imidlertid blive købt for dyrt. For ét er at vinde krigen, noget andet er at vinde freden. Og hvordan forestiller finansministeren og KL sig, at underviserne vil gå ind i arbejdet med udviklingen af undervisningsopgaverne og folkeskolereformen, når reformen ledsages af et nyt arbejdstidsregime, som de har fået proppet ned i halsen.
Og hvordan vil den her udvikling påvirke den danske forhandlingsmodel på længere sigt? Jeg minder om, at den danske model er en vigtig styrke for dansk økonomi og den fundamentale tillid mellem parterne på arbejdsmarkedet.
Det er ikke for sent endnu, men det er på høje tid at få gang i realitetsforhandlinger og finde en holdbar forhandlingsløsning.