Grænserne er ved at skride. Den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet bygger på, at lønmodtagere og arbejdsgivere i fællesskab aftaler løn og arbejdsvilkår – uden utidig politisk indblanding.
I den seneste tid har vi imidlertid set flere eksempler på, at politikerne kommer endog meget tæt på igangværende overenskomstforhandlinger. Det skete bl.a., da Finansministeren blandede sig aktivt i forhandlingerne mellem SAS og kabinepersonalet – og er ved at ske igen i de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor regeringen allerede forud for forhandlingerne har angivet, at de vil finansiere en stor reform af folkeskolen med "en normalisering af lærernes arbejdstid".  
Politikerne har en legitim og stor interesse i overenskomstforhandlingernes resultat, men de skal ikke blande sig direkte i forhandlingerne, mens de foregår – endsige på forhånd regne med en bestemt økonomisk besparelse og melde det ud inden forhandlingerne er gået i gang. 
Hvad bliver det næste? Vi er nødt til at trække en grænse. Og stå sammen om at vise det.
Tænk, hvis regeringen umiddelbart inden OK-forhandlingerne besluttede sig for at finansiere en ambitiøs plan mod bandekriminalitet, ved at tvinge politifolkene til at løbe 20 procent hurtigere. Eller hvis regeringen gennemtvang ved lov at ophæve sygeplejerskernes aftentillæg for at skaffe penge til en ny behandlingsgaranti.
Eksemplerne er hypotetiske, men kan hurtigt blive virkelighed.
Ifølge forsker ved Københavns Universitet, Sigge Winther Nielsen, er folkeskolen og Danmarks Lærerforening første dominobrik i Finansministeriets nye taktik ud fra logikken "If you can make it here, you can make it everywhere".
Derfor siger vi: Det er OK at forhandle løn og arbejdsvilkår – uden utidig politisk indblanding.